To hovedstødsmål sikrede tre point til OB, der har fået godt afsæt til pokalkampen mod Randers Freja. Chancen for europæisk deltagelse styrket. Mens OBs træner, Troels Bech, har taget et skridt ud af tilbageholdenhedens skygge og nu åbenlyst taler om mulighederne for at give den fynske klub en deltagelse i UEFA Cuppen gennem en fjerdeplads i Superligaen - som en værdig afsked inden sæsonskiftet til FC Midtjylland - så har OBs legendariske målmand og nuværende sportsdirektør Lars Høgh taget to store skridt helt ud i solen. Vigtig sejr »Hvor var den sejr dog vigtig. Vi er så stærke nu, at vi godt kan tillade os at se videre end til fjerdepladsen - vi skal gå efter tredjepladsen, det må være målet. Og så er sejren over Esbjerg også det bedst mulige afsæt til vores pokalsemifinale mod Randers Freja på torsdag. Var vi kommet til Randers med et nederlag, så kunne det have præget truppen, men nu er situationen en anden«, sagde en lykkelig Lars Høgh efter 2-1-sejren over Esbjerg. Den blev skabt på hovedstødsmål i anden halvleg. Dalgas valgte endelig rigtigt Det første sat ind af topscorer Kaspar Dalgas tyve minutter før tid - og efter at OB-angriberen ellers havde valgt alle de svære løsninger på de opgaver, kampen gav ham. Men da den bløde, følte aflevering fra Carsten Hemmingsen dukkede op tæt under mål, havde Dalgas imidlertid kun én mulighed. Derveld tilgivet Og det andet mål blev scoret i kampens sidste officielle spilleminut af den fynske hollænder Fernando Derveld - han udnyttede et hjørnespark til at score et af de mange dødboldmål, der har gjort OB til specialklubben på dette felt. Dén scoring gav Derveld tilgivelse for nogle besynderlige frisparksforsøg, hvis bedste side var, at bolden trods alt blev inde på stadion. Fynboernes sejr blev skabt på en aggressiv indsats i anden halvleg. Smukt Esbjerg-mål Efter at have set Esbjerg dominere i de første 45 minutter med et solidt kombinationsspil og større boldsikkerhed - som førte til Simon Karkovs meget smukke mål i det 34. minut på oplæg fra Jess Thorup - rykkede OBerne længere frem efter pausen. Det lagde et solidt pres på det jyske straffesparksfelt, og det udløste også nogle målchancer, som ellers havde været aldeles fraværende i første halvleg. Grå fynboer før pausen OBs præstation i kampens sidste del var så overbevisende, at det er til at forstå Lars Høghs optimisme - og samtidig er træner Bechs mere afdæmpede stil også på sin plads. For i første halvleg var OB-indsatsen ikke imponerende; den var nydelig unuanceret grå, men dog absolut grå. 'Fortjent OB-sejr' I den fase var det svært at se OB som et hold, der skal få en rolle at spille i medaljestriden, men indtrykket forandrede sig altså i de sidste 45 minutter. »OBs sejr var fortjent, det var hverken dommerens, banens eller jeres (journalisternes) skyld, at vi tabte«, lød det fra Esbjergs træner Viggo Jensen, der lod sit tonefald have en både ærgerlig og bitter belægning - og som forklarede nederlaget med personlige fejl og dårlig organisation af forsvaret. Hæderligt underholdende Alt i alt hæderlig underholdning på Odense stadion - men også en kamp, der ikke bød på opsigtsvækkende, individuelle præstationer. Dog skal begge hold have ros for, at de prøvede at spille spillet, selvom den alt andet end trimmede bane gjorde betingelserne vanskelige.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Da Pia Olsen Dyhr indtog talerstolen, kunne man tydeligt høre, at noget er i gære på Marienborg
-
Da jeg slettede Instagram, stod jeg pludselig med et uforudset problem
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























