FC København fik, hvad de kom efter i Esbjerg Idrætspark: tre vigtige point i topstriden med Brøndby, der havde lagt en anelse pres på den danske mestre ved at vinde 5-0 over AB tidligere på dagen. Men hovedstadsmandskabet rystede ikke på hånden, da de for anden gang på fem dage gæstede den vestjyske hovedstad. På to hurtige mål i 1. halvleg fik de fuld kontrol over begivenhederne og kørte en sikker 3-1-sejr hjem. Gavmilde fiskerdrenge Efter 0-0 i pokalsemifinalen mellem de to hold i onsdags var FC København søndag tvunget til at satse lidt mere frem ad banen for at sikre sig de tre point, så Brøndby ikke fik for lang snor i toppen. Og Esbjerg var åbenbart indstillet på at hjælpe københavnerne, for det var to fejl, som mestrene nådesløst straffede, der var baggrund for føringen på 2-0, som ret hurtigt punkterede opgøret. Zuma og Jonsson I det 14. minut kiksede Esbjergs midterforsvarer Lars Jakobsen en tilbagelægning på den fedtede bane, så FCK's Sisusiso Zuma kunne smutte imellem, afdrible målmand Martin S. Jensen og sende bolden i nettet. Blot tre minutter senere var den gal igen i de bagerste vestjyske bastioner. På et frispark fra venstre side svigtede markeringerne og Todi Jonsson kunne forholdsvis ugeneret heade bolden i mål til en komfortabel 2-0-føring. Esbjerg uden bid Resten af havlegen udviklede sig til en gang uinspireret fodbold, hvor i hvert fald Esbjerg virkede meget tandløse og fuldstændig uden bid i de sporadiske angrebsforsøg. FC København gjorde efter den hurtige føring forståeligt nok ikke mere end det nødvendige, men betingelserne for at spille smart og flydende fodbold var nu heller ikke de bedste. Regnen piskede ned over idrætsparken, det var bidende koldt og der stod en stiv, vestjysk pelikan på langs af den mere og mere glatte bane. Esbjerg tiltvang sig i lighed med onsdagens kamp ikke en eneste åben målchance, og det affødte som kampen skred frem en del vestjysk folkevid på de sparsomt besatte tilskuerpladser. Jonsson igen »Når den hurtigste mand vi har oppe foran er Jess Thorup, så ser det skidt ud«, eller »Hans Henrik Andreasen er den mest sikre spiller på holdet hver gang. Han må have noget på Viggo« (Jensen, Esbjergs træner, red.) og om samme Andreasen »Det er utroligt, at vi har fået så mange point, når vi har spillet med 10 mand i hver kamp«. Stemningen blev ikke meget bedre, da FC København allerede efter to minutters spil i 2. halvleg scorede til 3-0. Zuma lavede nogle smarte ting på midten af banen og afleverede til Thomas Røll, som stak bolden i dybden til Todi Jonsson. Den færøske landsholdsspiller svigtede ikke og afgjorde definitivt kampen. Viggo Jensen under beskydning Så kom der liv på tilskuerpladserne, hvor de mest højrøstede atter anråbte Viggo Jensen og krævede Henrik Nielsen på banen. I modsætning til pokalkampen i onsdags lystrede den temperamentsfulde træner denne gang folket og sendte den populære ismand i kamp. Og rent faktisk begyndte der at ske langt mere i den vestjyske offensiv end på noget andet tidspunkt i kampen. Esbjerg reducerer Henrik Nielsen havde et par nærgående forsøg inden Hans Henrik Andreasen reducerede til 3-1 på et hovedstød efter hjørnespark 18 minutter før tid. Scoringen udløste et ministormløb mod FCK's mål, der i en situation fik reddet bolden på målstregen, men rigtig spænding blev der aldrig i den svagt spillede match. Dertil havde københavnernes stærke midterforsvar med Bo Svensson og Martin Albrechtsen alt for meget kontrol over modstandernne. »Ja, de har da spillet 1-1 med dem i 2. havleg«, lød konklusionen fra tribunen. FC København har stadig muligheden for at sikre sig både mesterskab og pokal, mens Esbjerg trods nederlaget alligevel har fjerdepladsen inden for rækkevidde. Og så slap Viggo Jensen trods alt for den store pibekoncert som i onsdags.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























