0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fodbold: Alvoren nærmer sig i Japan

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det hele er efterhånden ved at blive en anelse for idyllisk i den danske VM-lejr. Mens Roy Keane i vrede har forladt den irske trup, og svenskerne allerede er begyndt at slås indbyrdes, brugte Morten Olsens spillere fredag en times tid på at vinde hjerterne hos de lokale fodboldfans i alderen fra seks til tolv år.

Idyllen kan imidlertid hurtigt blive brudt, hvis ikke det danske spil kommer til at fungere, når holdet i morgen spiller mod Tunesien.

»Vi er her jo heller ikke for at få venner«, som Thomas Gravesen udtrykte det, inden han med fremskudt brystkasse selv gik forrest i fredagens mere normale træningspas.

Mod tuneserne vil det vise sig, hvor langt fremme den hårdføre midtbanespiller og holdkammeraterne er spillemæssigt, mens opgøret helst også skal give et par andre vigtige svar omkring de ydre forhold inden den første VM-kamp mod Uruguay 1. juni.

»Lige nu er det fuldstændig ligegyldigt, om det er Tunesien eller nogle andre, vi møder, og resultatet i morgen betyder heller ikke en skid. Alt drejer sig om vores eget system, og hvor langt vi er fra topformen. Mangler der stadig fem-ti procent er det fint, men hvis der mangler mere, kommer kampen på det rigtige tidspunkt, for så er der stadig mulighed for at rette det«, siger Gravesen, der måske alligevel synes, at også det danske hold manglede et godt gammeldags slagsmål.

I hvert fald havde han sammen med Stig Tøfting udset sig et offer i først Brian Steen Nielsen og siden Claus Jensen, der begge efter træningen fik en tur i græsset. I al venskabelighed selvfølgelig, men trods alt også for at skærpe intensiteten.

»Når det eneste, vi skal koncentrere os om på en dag, er den halvanden time, vi er herude på træningsbanen, så skal det også være intenst og med en vis tænding«, siger Thomas Gravesen blandt andet med henvisning til episoden i den svenske lejr.

30 graders varme
Her blev Arsenalstjernen Frederik Ljungberg så sur over en hård tackling fra Olof Mellberg, at han gik til angreb på holdkammeraten.

»Men det er nu noget, jeg har oplevet flere gange før til træning rundt omkring. Selvfølgelig er det ikke normalt, at spillere slår ud efter hinanden, men man kan ikke udelukke, at det også ville kunne ske for os«, lyder vurderingen fra selv en af landsholdets mest rolige spillere - Rene Henriksen.

Forsvarsdirigenten glæder sig efterhånden også til at komme i kamp og se, præcis hvor holdet står, når det ikke bare handler om træning.

»Der er flere ting, vi skal have på plads. Selvfølgelig først og fremmest noget rent spillemæssigt, men også sådan noget som for eksempel varmen er godt at få prøvet. Til træning har det nu ikke været så slemt, men der har vi også kunnet drikke vand hele tiden, og det kan vi ikke regne med under en kamp«, siger Rene Henriksen, hvis forsvarskollega Martin Laursen ligeledes er spændt på, hvilken indflydelse det vil få, at kampen - hvis vejret holder - skal spilles i over 30 graders varme med høj luftfugtighed.

»Vi skal finde ud af, hvordan vi disponerer vores kræfter, og vi skal bedømme, hvor meget af vores sædvanlige presspil, der er kræfter til at køre i løbet af 90 minutter. På den måde vil vores første slutrundekamp mod Uruguay hele tiden ligge i baghovedet mod tuneserne«, forklarer Laursen, der efter sin skade er klar til at vende tilbage til startopstillingen.

Idealopstillingen
Dermed kan Morten Olsen råde over samtlige de 11 spillere, som lige nu ligner hans foretrukne opstilling, hvilket vil sige med Thomas Sørensen på mål, Thomas Helveg, Martin Laursen, Rene Henriksen og Jan Heintze i den bagerste kæde, Gravesen og Stig Tøfting foran dem med Jon Dahl Tomasson som hængende angriber, og Ebbe Sand helt fremme.

De to fløje bliver mod tuneserne formentlig Jesper Grønkjær og Dennis Rommedahl, men med Peter Løvenkrands som mulig erstatning for Rommedahl allerede i pausen.

DBU betragter opgøret mod Tunesien som en officiel landskamp. Der ventes omkring 20.000 tilskuere på Wakayama Stadion, hvor kampen spilles kl. 16 lokal tid - kl. 9.00 i Danmark.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere