Cykling: Armstrongs hjælper fører Katalonien Rundt

Lyt til artiklen

Roberto Heras er Lance Armstrongs højst gagerede hjælper i det forestående Tour de France, og onsdag viste spanieren, at også han har programmeret formen perfekt ved at overtage førertrøjen i Katalonien Rundt. Lance Armstrong demonstrerede med overlegen styrke i sidste uges Criterium du Dauphiné Libéré, at formen er pudset perfekt af til jagten på den fjerde Tour de France-triumf i træk, som indledes om godt to uger i Luxembourg. Og nu er hans højst gagerede hjælper, spanieren Roberto Heras, i Katalonien Rundt godt i gang med at bevise, at han er parat til at levere maksimal støtte. Erobrede førertrøjen Den 28-årige Heras, som US Postal købte fra Kelme op til sæsonen 2001, erobrede nemlig førertrøjen på onsdagens 3. etape i det nordspanske arrangement, der ligesom øjeblikkets anden markante cykelbegivenhed Schweiz Rundt i løbshierarkiet rangerer lige under de tre store nationale rundture. Spanieren blev dermed den tredje US Postal-rytter på førstepladsen efter belgieren Tom Boonen og amerikaneren George Hincapie. Heras nummer to i krævende bjergenkeltstart Heras har hidtil i denne sæson holdt en særdeles lav profil, men det amerikanske fænomens luksusløjtnant har åbenbart forstået at programmere forberedelserne optimalt, for det var en yderst krævende 10,8 km lang bjergenkeltstart, som bragte ham i spidsen for klassementet. Ganske vist måtte han på selve etapen, der startede i 1.450 meters højde og sluttede i 2.030, se sig slået af landsmanden Aitor Garmendia, men i Tour- sammenhæng har det ikke den store betydning, eftersom Garmendias tyske arbejdsgiver Team Coast ikke opnåede et adgangskort til verdens hårdeste og mest medieovervågende cykelløb. Det fremstår i øvrigt mere og mere som sæsonens lysende urimelighed, at Coast ikke lukkedes ind i Tour-varmen, for i Katalonien Rundt er både Garmendia og Fernando Escartin stærkt kørende, og i Schweiz Rundt er holdkammeraten Alex Zülle favorit til sejren. Armstrong svigtede Heras Roberto Heras købtes i sin tid først og fremmest for at hjælpe Armstrong, men også for selv at opnå assistance fra amerikaneren til at gentage triumfen i Vuelta a Espana fra 2000. I det første år havde Heras imidlertid ikke megen glæde af samarbejdet. Han var på plads for Armstrong i Touren og sluttede i øvrigt som nr. 15 sammenlagt efter at være blevet nr. 5 året før, men da der skulle betales tilbage i Vueltaen, var amerikaneren over alle bjerge og hvilede ud hjemme i Staterne. Nu var Heras tilsyneladende heller ikke på sit maksikmale niveau, da han skulle køre sin egen chance. Han sluttede i klassementet på fjerdepladsen med løbets store sensation holdkammeraten Levi Leipheimer lige foran sig, men måske kunne billedet have set anderledes ud, hvis Armstrong havde levet op til sin del af aftalen. Skrappeste etape køres i dag Under alle omstændigheder er Heras nu igen klar til det Tour-feltog, som Armstrong er udset til at dominere. Og spanieren får allerede torsdag lejlighed til at understrege, at onsdagens præstation ikke var nogen tilfældighed, når løbets skrappeste etape med mål i Andorra står på programmet. Skulle det lykkes Heras at vinde Katalonien Rundt, bliver det hans første sejr, siden han stod øverst på Vuelta-podiet i september 2000.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her