Én af årets spændende oplevelser i Superligaen kan meget vel blive det blå- og hvidstribede hold fra Esbjerg. Holdets nystartede træner Ove Pedersen, som i sommerferien er skiftet til klubben fra FC Midtjylland, er kun lige gået i gang med at lægge sig fast på en startopstilling til åbningskampen på hjemmebane mod AaB. Indtil videre har han brugt over 20 forskellige spillere fra start, men truppen oser også af talent, og de mange unge spillere er blevet suppleret af nye stærke kræfter udefra. Anders Christensen er skiftet på en fri transfer fra den belgiske klub Gent, hvor den 24-årige spiller har suget erfaringer til sig i tre år, og Ove Pedersen har hentet angriberen Tommy Bechmann i FC Århus. Tidligere på ugen forstærkede Esbjerg sig desuden med nordmanden Kjetil Pedersen, som glider direkte ind i startopstillingen som afløser for svenske Christian Karlsson, der har sagt farvel og sluttet sig til konkurrenterne i AB. »Det er en fandens ung trup, jeg har. Da vi spillede træningskamp mod Viborg havde jeg Tommy Bechmann på 20 år i angrebet, og de to offensive midtbanespillere var Martin Heintze og Jan Kristiansen på 19 og 20 år. Men der er store muligheder i holdet, og det er min opgave at give dem lidt mere hår på brystet og føre dem videre. Det er den store udfordring«, fortæller Ove Pedersen. Håber på mere end 7. plads Træneren går efter at få krogen i top-6 i Superligaen og trække holdet op på en bedre slutplacering end sidste sæsons 7.-plads, og han regner især med hjælp fra Anders Christensen. Nyindkøbet er i al ubemærkethed startet i klubben på en firårig kontrakt, og han kan spille både i forsvaret og på midtbanen. I weekenden træningskamp mod HFK Sønderjylland scorede han holdets eneste mål, og Ove Pedersen er ikke i tvivl om, at den tidligere Næstved-spiller har en stor sæson foran sig. »Han har vist, at han bliver en stor profil i Superligaen. Han er lynende hurtig og god til at læse spillet. Men i Gent har også været Anders Nielsen, så Anders Christensen har nok været lidt overset herhjemme«, siger Ove Pedersen, som har holdt øje med Anders Christensen, siden han spillede i Næstved inden årene i Belgien. Mangler rutine Ove Pedersen pointerer, at Anders Christensen med sine 24 år også mangler en vis rutine, men Esbjerg råder nu alligevel en del erfarne spillere. Holdet har ganske vist mistet de to svenskere Joakim Persson og Christian Karlsson, men Esbjerg råder stadig over 32-årige Jess Thorup og 30-årige Henrik Nielsen i front, og i forsvaret har holdet 31-årige Lars Jacobsen, som har spillet 229 kampe for klubben. Nyerhvervelsen Kjetil Pedersen er 29 og har rutine fra østrigsk fodbold i LASK Linz, fra svenske Elfsborg og fra hjemlandets Start Kristiansand, Odd Grenland og Molde. Michael Hansen i omdrejninger Desuden kan esbjergenserne glæde sig over, at 30-årige Michael Hansen er kommet i omdrejninger igen efter sit benbrud i foråret. Spilfordeleren har spillet en lille time i hver af holdets to sidste træningskampe, og han har ifølge Ove Pedersen gjort det godt. »Han er en dygtig fodboldspiller; det har han ikke glemt. Mod HFK kom han til tre afslutninger, og han var ved at score to mål, og han drysser gode afleveringer om sig. Det er mere formen og skarpheden, det drejer sig om nu«, konstaterer Esbjerg-træneren, som ikke tør sige, om Michael Hansen når at blive fit for fight til AaB-kampen. Holdet er i øjeblikket også ramt af småskader hos Jess Thorup, Tommy Bechmann, Martin Heintze, Lars Jacobsen, Jerry Lucena og Kjetil Pedersen, men Ove Pedersen regner med at have alle seks klar til sæsonstarten søndag 28. juli, hvor unge Tommy Bechmann formentlig er at finde blandt de 22 mand på banen kl. 15. »Det ser allerede nu ud, som om han kunne gå ind i startopstillingen, for han bliver altså giftig for nogle forsvarere. Han er stadig en ung spiller, men der er ingen tvivl om, at han nok hurtigt skal vise, at pengene er givet godt ud på ham«, vurderer Ove Pedersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























