Billedet fra OL-finalen i Sydney sidder stadig på nethinden: Starten gik, de kvindelige rygcrawlere satte af fra bassinvæggen og sparkede sig af sted under vandet, nogle helt op til 15 meter. Bare ikke Louise Ørnstedt. Hun dukkede op til overfladen som den første, og begyndte at indhente det forspring på en-to meter, konkurrenterne allerede havde. Forbedret startspring Det er fortid. Ikke kun fordi omtalte OL-finale foregik for to år siden, men også for Louise Ørnstedt i den grad har forbedret sit startspring, så hun nu i højere grad svømmer mod konkurrenterne på lige vilkår. Som eksempelvis mandag, da den 17-årige odenseaner gav den danske trup en fremragende start på de syv dages EM-stævne i Berlin. Forbedret sin danske rekord Louise Ørnstedt forbedrede med 2.13,04 min. sin egen danske rekord i 200 m rygcrawl med det halve sekund, som kan tilskrives den gode start. Det sendte hende med sjettebedste tid videre til eftermiddagens finale, hvor kun den 16-årige russer Stanislava Komarova har skilt sig afgørende ud med indsatsen i finalen. Armene hurtigere bagud »Vi har arbejdet specifikt med to detaljer i min start. Jeg skulle være hurtigere til at få armene bag ud, så jeg bedre kunne få røven op over vandet. Og så skulle jeg samle armene, så jeg blev mere strømlinet«, forklarer Louise Ørnstedt om den meget synlige forbedring, der gjorde hende til nummer to efter 50 meter i sit semifinaleheat, hvor hun sluttede som nummer fem. »Jeg har disponeret løbet lidt anderledes. Tidligere 'gik jeg kold' på et tidspunkt, men det er jeg kommet udover. Selvfølgelig bliver jeg træt, men på en anden måde, og der skulle gerne ligge yderligere nogle tiendedeles forbedringer i de sidste 50 meter«, vurderer Luise Ørnstedt, hvis forklaring jævnligt afbrydes af gratulationer fra holdkammeraterne. Egdal akkurat med i finalen En af dem er Karen Egdal, der med mindst mulig marginal sikrede førstedagens anden danske finaleplads. Hun er i eftermiddag den langsomste af de otte finalister i 50 meter butterfly, men mere afgørende var det, at hun var en hundrededel af et sekund hurtigere ned russeren Natalia Soutjaguina, der blev nummer fire i det andet og formodet hurtigere semifinaleheat med 27,42 sek. »Da jeg stod og så det, frygtede jeg, at jeg skulle i omsvømning, for pludselig kunne jeg ikke huske, om jeg havde svømmet på 41 eller 42. En finaleplads var mit mål, men det var ikke meningen, at det skulle være så spændende«, pustede en dryppende våd Karen Egdal, der villigt udsatte den obligatoriske afsvømning for at sætte ord på sin glade lettelse. Ydmyge forventninger Selv om hum for to år siden vandt EM-sølv i samme disciplin i Helsinki, er det med helt andre forventninger, hun er taget til Tyskland. En tid på lige over 27 sekunder ville på forhånd være yderst tilfredsstillende, selvom hendes bedste tider de to seneste år er 26,98 sek. fra EM i 2000 og den danske rekord på 26,81 sek. fra DM sidste år. »Egentlig er det gået meget godt med træningen de seneste måneder, men der mangler alligevel et eller andet, og jeg kan ikke helt forklare, hvad det er. Jeg var nede med fire gange bihulebetændelse først på året og måtte sende afbud til VM på kortbane. Men det afbræk føler jeg, at jeg helt er kommet mig over, så det skal ikke have skylden«, fastslår Karen Egdal, der fik en behagelig sidegevinst med finalepladsen. Hendes eneste anden EM-disciplin er 50 m fri på lørdag og eventuelt søndag. »I forvejen havde jeg tre konkurrencefri dage mellem mine to løb, og det er rigeligt. Fire havde været i overkanten«, forklarer Karen Egdal.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























