De to danske landsholdsspillere René Henriksen og Jan Michaelsen var under politibeskyttelse og måtte blive på deres klubs stadion i Athen i en ekstra times tid i aftes, indtil rasende, truende fans var gennet væk. Mens René Henriksen sad skadet på tilskuerpladserne, spillede Jan Michaelsen hele kampen, som Panathinaikos sensationelt tabte 1-0 til oprykkerne fra Proodeftiki. »Det er en skandale at tabe til sådant et hold«, erkender René Henriksen. Han var med forrige weekend, da Panathinaikos også led nederlag i premiererunden, og nu er der krise i storklubben. Spiller uden tilskuere Søndag spillede Panathinaikos atter uden tilskuere. Som straf for publikumsoptøjer i sidste sæson skal stadion være tomt til fire kampe i alt - men hundreder af fans opholdt sig uden for i går, og de reagerede kraftigt på det uventede nederlag. »Jeg må gå nu«, sagde Jan Michaelsen i mobiltelefonen fra omklædningsrummet. »Det ser ud til, at vi kan komme ud til en bus, der skal køre os i sikkerhed, og så må vi tage nogle taxier og køre tilbage for at hente vores privatbiler senere, når der er faldet helt ro over området«. Ankommer til Danmark i dag Det er ikke første gang, de temperamentsfulde tilhængere skaber sig. I sidste uge angreb de spillerbussen, beretter Jan Michaelsen. De to Panathinaikosspillere flyver hjem fra Athen til København i dag, og i aften skal landsholdslægen Mogens Kreutzfeldt undersøge René Henriksen i landsholdslejren i Vedbæk. EM-holdets anfører er ramt af en fibersprængning i det ene lår og er meget tvivlsom starter i kvalifikationskampen mod Norge på lørdag i Oslo. Henriksen tvivlsom »Siden skaden kom i onsdags, har jeg kun kunnet træne overkroppen. Jeg kan ikke løbe, og jeg har smerter i benet«, fortæller René Henriksen. »Jeg tror, skaden er opstået på grund af overanstrengelse, og fordi jeg simpelt hen ikke har fået nok hvile efter det anstrengende forår, som sluttede med VM- slutrunden. Inden VM trænede vi hårdt op, og efter tyve dages ferie har jeg været i træningslejr med Panathinaikos tre og en halv uge i Østrig. Det har musklerne ikke kunne klare«. Det bliver et spændende kapløb med tiden, René Henriksen skal ud i. Det mest sandsynlige er, at der skal en anden mand ind i midterforsvaret sammen med Martin Laursen mod nordmændene. Steven Lustü? Martin Albrechtsen? Eller skal Thomas Helveg spille den ene midtstopper, og så kan Kasper Bøgelund beholde pladsen som højre back? Måske vil landstræner Morten Olsen overveje at rykke Thomas Gravesen eller Christian Poulsen ned i firebackkæden og så tage en ny mand, Claus Jensen f.eks., med på midtbanen? Brøndbys Morten Wieghorst er også et alternativ, både til forsvaret og midtbanen - men han var i går i Superliga-hjemmekampen mod Esbjerg lidt mærket af en mindre lårskade, og på det seneste har han ikke været helt på toppen og lige så stærk som først på sæsonen. Afbud fra Jørgensen Martin Jørgensen i Udinese meldte i går fra til efterårets første EM-kamp. Han er en af Morten Olsens favoritspillere, som bliver udtaget hver gang, selv om han tit genoptræner efter en skade og mangler kamptræning. I går erkendte Martin Jørgensen: »Jeg har fulgt mit træningsprogram de seneste 10-12 dage, og jeg har spillet to træningskampe. Det er gået godt. Men jeg må konstatere, at jeg er et stykke fra topformen. Jeg føler ikke, at jeg kan spille en betydningsfuld kamp om en uge i Norge. Jeg kan ikke tilføre holdet noget, som andre ikke kan«. God kamp af Grønkjær Med Ruben Baggers afbud dagen efter, at han med en fiberskade var gået ud i anden halvleg i Brøndbys opgør mod Rosenborg, er der kun 19 spillere tilbage i EM-truppen. Morten Olsen afgør i dag eller i morgen, om der skal indkaldes nye spillere. Det skal der nok, fordi René Henriksens skade synes at være alvorlig og langvarig, og fordi Glasgow Rangers-sprinteren Peter Løvenkrands, der var med fra start i venskabskampen mod skotterne, er småskadet. Godt nyt: Jesper Grønkjær gjorde det fint hos Chelsea i det store Londonopgør mod Arsenal i Premier League. Han er klar til at tage pladsen på venstrekanten tilbage fra Peter Løvenkrands.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Om en måned skal de være ude: Op mod 100 musikere får frataget deres øvelokaler
-
Trump joker om at overtage Cuba 'når arbejdet i Iran er færdigt'
-
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























