Norsk landsholdsfodbold og især landstræner Nils Johan Semb har desperat brug for en sejr, og derfor bliver alle midler taget i brug inden morgendagens kamp mod Danmark. Allerede torsdag valgte nordmændene således at lukke træningen på Voldsløkka Stadion i Oslo, hvilket ellers ikke er sket siden EM-slutrunden for to år siden. »Fodbold er blevet så marginalt et spil, at vi må forsøge alt, der kan få kampen mod Danmark til at falde ud til vores fordel«, sagde Semb, der dog ikke helt havde taget højde for, at hjørnerne på Voldsløkka Stadion er åbne. Smugkiggere jaget væk Dermed kunne alle interesserede alligevel følge med i indøvningen af diverse dødboldsituationer, indtil det norske svar på Dansk Boldspil-Unions informationschef Lars Berendt opdagede brøleren og fik jaget de fleste smugkikkere væk. Nils Johan Semb bliver i øvrigt fortsat angrebet fra alle sider. Senest er det den tidligere landsholdsspiller Trond Sollied - nu succesfuld træner i belgiske Club Brügge - der hæfter sig ved, at Norge i de seneste 15 gange kun har scoret et enkelt mål før pausen. »Halvdelen af kampene har endda være på hjemmebane, så det er simpelthen for dårligt. Når man ser på de typer, vi har at vælge imellem, er det offensive potentiale langt større end det defensive«, lyder angrebet fra Sollied, der i stedet foreslår, at Norge i morgen presser Danmark højt oppe på banen.
Fodbold: Lukket træning i Oslo
Lyt til artiklen