Midtbanespilleren Thomas Gravesen vurderer inden eftermiddagens store nordiske EM-opgør i fodbold på Ullevaal stadion, at Norge og Danmark er de to favoritter i kvalifikationspuljen, hvor Rumænien, Bosnien og Luxembourg er de tre andre hold. Og målt ud fra stemningen og optimismen i den danske lejr sammenlignet med nordmændenes usikkerhed på egen styrke og den hårde kritik af holdet efter 0-1-opgøret mod Holland stiller Danmark op som svag favorit i den norske hovedstad. 'En god start vil bære langt' Thomas Gravesen siger, at en god start vil bære Danmark langt - selvfølgelig helst hele vejen til slutrunden 2004 i Portugal. Den ellers altid slagfærdige Everton-spiller, der kalder et dansk nederlag for 'et meget skidt resultat', holder igen på sig selv, da han skal svare på spørgsmålet om Danmarks favoritværdighed - men indirekte erklærer han sig enig. Holdet har troen på sig selv »Vi har så megen selvtillid og så megen spilleglæde, allesammen«, forklarer han. »Det er utrolig dejligt at spille, når alle vil have bolden og tilbyder sig, og selv om vi er blevet ramt skader, kan det ikke mærkes i spillet. Her kommer det os til gode, at vi har arbejdet med samme system og samme spillestil meget længe. En ny mand kan gå ind på holdet, uden at det ødelægger noget«. Angreb over fløjene Hurtigt pasningsspil, hvor bolden flyttes rundt for at skabe plads til at angribe, og meget fløjspil er våbnene til at åbne et forventet kompakt norsk hold. Under træningen har danskerne forsøgt meget at skifte side med lange diagonalbolde til de frie områder i modsatte side, og man må forvente, at danskerne er teknisk bedre end modstanderne, og at det danske sammenspil vil være mere præcist og sikkert end det norske. Et højt bundniveau nødvendigt Landstræner Morten Olsen talte om, at der i en pulje med kun otte kampe ikke er plads til ret mange dårlige præstationer og dårlige resultater, og han sagde, at det meget handler om stabilitet, at have et højt bundniveau, og at dagsformen vitterlig bliver afgørende. Med kun tre nederlag i 25 kampe har landsholdet med Morten Olsen som træner netop vist stor stabilitet og holdt et højt bundniveau, og danskernes dagsform synes bedre end nordmændenes. Men spørgsmålet er, om nordmændenes mere enkle stil og store fightervilje kan bringe danskerne i store vanskeligheder? 'De vil slås' »De vil i hvert fald slås for sejren. Men jeg tør ikke spå, om det norske hold spillemæssigt er godt nok til at besejre os«, svarer Steven Lustü forsigtigt. Han burde ellers være ekspert, eftersom han jo spiller i Norge, for Lyn i Tippeligaen. »Ole Gunnar Solskjær er en fantastisk angriber på det norske hold«, svarer Steven Lustü, da han bliver bedt om at pege på Norges nøglespillere. Den tidligere Herfølge- og AB-forsvarer vil formentligt få mange dueller med Manchester United-forwarden. Det er mest logisk, hvis Morten Olsen vælger at bruge Steven Lustü som René Henriksens erstatning i det centrale forsvar. Han er rutineret, han er lynhurtig, og han er hård. At han så ikke som René Henriksen er nogen stor teknisk boldspiller, der kan sætte lige så meget opspil i gang bag fra som den skadede anfører, betyder måske ikke så meget i en udekamp, der kan blive meget fighterpræget, et tæt midtbaneslag og afgjort af enkelte individuelle indslag af angriberne. Og her er Danmark meget stærkt rustet. Sand og Jon 'en klasse for sig selv' »Jeg vil godt sige, at Ebbe Sand og Jon Dahl Tomasson er de to bedste angribere, jeg nogensinde har spillet sammen med og imod«, siger Steven Lustü. »De er begge så forudseende og hurtigt opfattende, at enhver forsvarer kommer i problemer over for dem. De kender hinanden ind og ud, de løber for hinanden, og de udnytter chancerne. Hvis holdet spiller godt, bliver de endnu bedre, og jeg tror, de kan få afgørende betydning for os mod Norge«. Kamp mellem stilarter Norge-Danmark bliver et opgør mellem to forskellige stilarter, og det er meget interessant og spændende. Der er bagt godt op til slaget på Ullevaal i den norske presse, og Morten Olsen føler, at man enkelte steder er gået over stregen og har forsøgt at piske en hadsk stemning op. »Det hører ingen steder hjemme«, fastslog Morten Olsen, og han har jo ret i, at det altså 'kun' drejer sig om en fodboldkamp. Men, altså - et meget vigtig en af slagsen. Resultatet vil fortælle os meget om, hvor store chancerne er for, at Danmark også deltager i den næste store slutrunde. Vi er jo godt vant. Eftersom det danske landshold har været med ved EM- og VM-slutrunderne i 1996, 1998, 2000 og 2002 vil det være en stor skuffelse, hvis vi ikke kommer med til Portugal. Første skridt på vejen til EM 2004 skal tages i Oslo.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























