Siden 1997 har ledelsen i FC København stort set været synonym med Flemming Østergaard. I fremtiden vil en del elementer af administrationen af klubbens fodboldhold og selskabet bag, Parken Sport & Entertainment, imidlertid blive uddelegeret. Dels fordi Flemming Østergaard ønsker mere tid til andre projekter, dels fordi den 58-årige krop ikke længere er gearet til en arbejdsuge svarende til minimum to personer. Da FC København i sidste weekend tabte med 3-0 til AaB i Aalborg, måtte FCK-bossen søge hjælp hos klublæge Frank Odgaard på grund af smerter i brystkassen omkring hjertet. Havde sovet for lidt »Jeg fik det skidt under kampen i Aalborg. Problemet var, at jeg i dagene op til kun havde sovet tre timer. Jeg kom hjem direkte fra UEFA-kongres i Frankrig til en af mine mest nære venner, der desværre har fået konstateret kræft, og tilsammen havde det nok alligevel påvirket mig mere, end jeg troede«, fortæller Flemming Østergaard om oplevelsen, der gjorde, at han under kampen mod sædvane satte sig ned på bænken for at være tæt på læge Frank Odgaard. Situationen var dog ikke værre, end at Flemming Østergaard kunne rejse hjem sammen med truppen og dagen efter forlade sin private læge med sikkerhed for, at der ikke var noget alvorligt galt med hjertet. Glæder sig til Glistrup starter Alligevel glæder han sig til, at klubbens nyansatte leder Jørgen Glistrup 1. oktober overtager den daglige drift som administrerende direktør, mens Flemming Østergaard skal fungere som en aktiv bestyrelsesformand i selskabet. »Jeg vil stadig komme på kontoret hver eneste dag, men jeg glæder mig til at få mere tid til at komme med nye idéer. Jeg vil også meget gerne arbejde mere med de internationale linjer for fodbolden i Europa, og så er der jo også hele projektet omkring Multihallen på Østerbro«, siger Flemming Østergaard, der dermed også understreger, at selvom han trapper ned på det daglige stress, så vil han stadig i allerhøjeste grad være synlig på sidelinjen og i fodboldens udvikling. I stedet for Flemming Østergaard overtager Jørgen Glistrup ansvaret for den daglige drift. Den 45-årige cand.merc. i revision, og søn af politikeren Mogens Glistrup, kommer fra en stilling som økonomidirektør i Carlsberg. »Jeg har fuld tillid til, at vi har fundet den rigtige mand til jobbet. Jørgen er meget kvalificeret, og samtidig har vi i det hele taget en stærk ledelse med Dan Hammer til det kommercielle og Niels-Christian Holmstrøm til det sportslige«, siger Flemming Østergaard, der dermed ikke er nervøs for at trappe lidt ned på det administrative virke. Hvad angår de større linjer vil Don'en fra Parken fortsat være aktiv som altid - også på trods af forskrækkelsen i Aalborg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























