Danmarks førende rytter tilbage på ret kurs, Danmarks stærkeste mandskab tæt på ny triumf, og Danmarks største VM-håb i lovende fremgang efter en truende medfart midt i den forløbne uge - det er set med rødhvide briller de opmuntrende hovedlinjer i gårsdagens internationale cykelbegivenheder. I Vuelta a Espana tilbageerobrede Claus Michael Møller på en uforudsigeligt hidsig 9. etape de to positioner i det samlede klassement, som han satte til på lørdagens vilde bjergnedkørsel. I Grand Prix Fourmies demonstrerede CSC Tiscalis afgående franske kaptajn Laurent Jalabert atter overdådig kørelyst med en andenplads som facit. Og i samme løb var Lars Michaelsen efter lørdagens syvendeplads i Paris-Bruxelles igen at finde på de pointgivende pladser. Spændende enkeltstart i Cordoba Fra sin 17.-plads i den krævende rundtur på den iberiske halvø ser den 33-årige danske kaptajn på det portugisiske Milaneza-MSS hold nu med spænding frem til dagens 50 km lange enkeltstart i Cordoba, efter at han søndag var med hjem i førergruppen på godt 30 mand. De 130 km rummede kun en enkelt 2. kategori-stigning, men de bød til gengæld på enorm angrebsiver, og parret med en drilsk sidevind betød det, at der skabtes en ekstrem stor spredning. Udskilning efter 50 km Den første time tilbagelagdes 49,2 km, og det var her den store udskilning fandt sted. Vel at mærke en særdeles opsigtsvækkende sådan, fordi et af værtsnationens mest lysende unge håb Francesco Mancebo (Ibanesto.com) befandt sig bagude sammen med blandt andre Danilo Di Luca (Saeco), der har været stærkt kørende hidtil i løbet. Trods ihærdigt slid over en lang strækning nåede de distancerede ryttere aldrig op igen, og Mancebo drog den forbløffende konsekvens, at han stod af. Forude havde Ibanesto.com kun Pablo Lastras, men han udnyttede sine muligheder fortrinligt og kom i mål med et forspring på 13 sek. til Luis Perez (Team Coast) og Fabian Jeker (Milaneza-MSS), mens feltet med Møller, der noteredes som nr. 18 på etapen, var yderligere otte sek. bagude. Jalaberts farvel til feltet I Grand Prix Fourmies åbnede Laurent Jalabert ballet efter 50 km, og ganske som tilfældet var i Grand Prix van Steenbergen, da den franske superstjerne blev nr. 3, var han aldrig siden tilbage i hovedfeltet. I finalen befandt han sig i en femmandsgruppe, men han kunne i spurten intet stille op mod italieneren Gianluca Bortolami (Tacconi Sport). »Inden starten gik snakken om, at Jalabert var frisk, fordi han ikke havde kørt lørdagens Paris-Bruxelles, og det var helt oplagt, at alle ventede noget stort af ham. Derfor valgte han at stikke så tidligt, selv om det måske havde været lidt klogere at spare på kræfterne. Men jeg forstår ham godt, og jeg synes også, det er imponerende, at han kunne holde sig i front så længe«, fortæller CSC Tiscalis sportsdirektør Alex Pedersen. God weekend for Michaelsen Lars Michaelsen, der i den forløbne uge var uheldig med at styrte to gange i Grand Prix van Steenbergen, kan se tilbage på en løfterig weekend. Han har først netop indledt den kampagne, som skal munde ud i et stort VM-resultat, og meget tyder på, at han har grebet forberedelserne rigtigt an. Han har nu 10 dages pause, inden Franco-Belge står på programmet som den næste opgave. Efter nogle dages stilstand var der også positive meldinger for EDS-fakta, idet Marcus Ljungqvist susede ind på syvendepladsen i Grand Prix Fourmies.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























