Cykling: Dansk succes på to fronter

Lyt til artiklen

Samtidig med, at Danmarks stærkeste professionelle cykelmandskab CSC Tiscali fredag noteredes for triumf på tredjedagen af det tyske etapeløb Rheinland-Pfalz Rundfahrt, oplevede den hjemlige unions ambitiøse U23-projekt Team Post Danmark en imponerende succes i det schweiziske Grand Prix Tell. Det var Odder-rytteren Rasmus Dyring, der kørte hjem i et to-mands udbrud sammen med en af værtsnationens repræsentanter og vandt 2. etape, hvilket bragte ham op på den samlede andenplads. Van Bondt levede op til forventninger I Rheinland-Pfalz Rundfahrt vendte den 180 km lange 3. etape fuldstændig op og ned på det samlede klassement, da ni mand nåede til mål med ca. 20 minutters forspring. CSC Tiscali havde belgieren Geert van Bondt med fremme, mens EDS-faktas nordmand Bjørnar Vestøl sørgede for at vise 2. divisionsmandskabets farver i front. Van Bondt tog chancen med en km tilbage og blev ikke hentet, hvilket betød, at han langt om længe levede op til de forventninger, det danske holds ledelse stillede til ham ved kontraktunderskrivelsen for et år siden. Han har været slemt plaget af skader og sygdom i denne sæson, og det er langt fra sikkert, at han er at finde på lønningslisten næste år. Allan Johansn på 10. pladsen De ni udbrydere besætter nu de ni første pladser i klassementet med van Bondt som den sidste, mens EDS-faktas Allan Johansen, der havde været med i offensiven på første etape og i går skilte sig ud fra det jagtende hovedfelt i en firemandsgruppe, indtager tiendepladsen. I Vuelta a Espana belønnedes et langt udbrud, som oprindelig omfattede 16 ryttere, med sejr til italieneren Giovanni Lombardi (Acqua e Sapone), uden at det fik nogen indflydelse på det overordnede klassement, hvor Oscar Sevilla (Kelme) stadig er indehaver af førertrøjen. »Vi kørte jo det meste af etapen med omkring 50 km i timen, og det gør man altså ikke, uden at det kan mærkes. Bortset fra det skal jeg ikke klage. Jeg synes fortsat, at jeg har nogenlunde kontrol over situationen«, fortæller Claus Michael Møller, der som nr. 11 sammenlagt kun er et enkelt sekund fra en placering i top-10.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her