Nok havde Majken Thorup et vellykket stævne, da hun ved europamesterskaberne i Berlin satte danske rekorder i både 50 og 100 meter brystsvømning, men prikken over i'et manglede, idet de markante forbedringer ikke rakte til at opfylde de daværende kvalifikationskrav til næste års verdensmesterskaber i Barcelona. Reviderede kvalifikationskrav Den vigtige VM-billet har den 23-årige aalborgenser dog fået på en efterbevilling, for i weekenden offentliggjorde sportschef Lars Sørensen et sæt reviderede kvalifikationskrav, som betyder, at Majken Thorup udgør den nuværende VM-trup sammen med Mette Jacobsen, Louise Ørnstedt og Julie Hjorth-Hansen. »Det var en meget befriende besked, der giver meget mere ro i min sæsonplanlægning. Nu kan jeg satse 100 procent på kortbane-EM i december og derefter bygge op igen til VM«, forklarer Majken Thorup. 'Helt hen i vejret' De reviderede VM-krav ligger meget tæt på de tider, der næste år skal til for at kvalificere svømmerne til OL i Athen i 2004. »De oprindelige VM-krav var helt hen i vejret. Flere af dem ville have rakt til medaljer ved det seneste VM, der ikke engang var et specielt langsomt stævne. De nye kriterier er baseret på en 10.-plads ved det seneste VM med det forbehold, at tiden ikke må være dårligere end nummer 18 på årets verdensrangliste. Det er for at imødgå, hvis et specifikt løb ved VM skulle have haft et ekstremt lavt niveau«, forklarer Lars Sørensen. Travl sportschef Ellers er sportschefen travlt beskæftiget med dels at forhandle finansieringen af sæsonens aktiviteter for elite-, junior- og årgangssvømmerne på plads med Team Danmark, dels at få besat stillingen som landstræner, som forblev ubesat, da den ønskede kandidat endte med at sige fra. »Jeg er ved at forberede et stillingsopslag, som skal ud i en række internationale svømmemagasiner og nogle trænersites på nettet, men allerhelst ville jeg jo gerne prikke den rigtige kandidat på skulderen og tilbyde ham jobbet. Der er bare ikke så mange kvalificerede toptrænere, og de interessante er allerede involveret i forløb med henblik på OL i 2004. Det handler om at finde en, der måske ikke er helt tilfreds med sine nuværende betingelser, men det er en svær opgave, som jeg er meget mere ydmyg over for, end da jeg startede«, erkender Lars Sørensen. Subjektiv udtagelse Uden den savnede landstræner til at konferere med bliver det Lars Sørensens opgave at foretage den subjektive udtagelse af holdkapperne, når Danmark næste gang skal sende svømmere til et internationalt mesterskab. Det er EM på kortbane i Riesa i Tyskland i december, hvortil otte svømmere er individuelt kvalificerede. Det er de fire ovennævnte samt Karen Egdal, Jacob Carstensen, Jakob Andersen og Dennis Otzen. Mændene længst fra VM-krav Også til det kommende langbane-VM vil holdkapperne blive udtaget ud fra sportschefens subjektive vurdering, og i den forbindelse kan Lars Sørensen få øje på tre muligheder: kvindernes 4x100 m medley og 4x200 m fri, der begge var aktuelle ved EM, samt mændenes 4x200 m fri, der efter OL-deltagelse i 2000 skal nybygges omkring Jacob Carstensen. »Mændene er længst fra. De fire bedste tider sammenlagt er otte sekunder fra VM- kravet, men med Jacob Carstensens bedste tid og et fradrag for flyvende starter er afstanden nærmere fem sekunder. Hvis jeg vurderer, at der ved VM er en reel chance for, at de kan opfylde OL-kravet, kommer de af sted. Blandt andet har jeg talt med Jakob Andersen i USA, der er opsat på at satse på holdkappen«, forklarer Lars Sørensen. Ny træner i Holbæk Mens han leder efter afløseren, har den tidligere landstræner, Michael Andersen, i øvrigt fået nyt job som svømmetræner. Michael Andersen, der sammen med sportschef Jens Glavind forlod stillingen i kølvandet på sidste års turbulente konflikt, skal fra 1. januar være cheftræner i Holbæk Svømmeklub, hvor han midt i december tiltræder som konsulent.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























