Krudtet var vådt af det hårde arbejdes sved, da det mandlige danske håndboldlandshold forsøgte at gøre World Cup-finalen i Göteborg til et festfyrværkeri mod det franske mandskab, der så sent som sidste år for anden gang blev kåret som verdensmestre. Og derfor blev det bare til den hæderfulde andenplads, der trods alt bekræftede, at cheftræner Torben Winther råder over en flok svaneunger, der er ved at lære at flyve højt. Fortjent fransk sejr Som kampen udviklede sig, kan der intet indvendes mod den franske sejr. Det franske hold, der var styret af den rutinerede boldelegantier Jackson Richardson, var godt forberedt til opgaven - franskmændene vidste, hvor de skulle sætte ind overfor det danske angrebsspil, og da danskerne i kampens afgørende fase i anden halvleg ydermere tillod sig at misbruge den ene oplagte scoringsmulighed efter den anden, så blev der reelt aldrig spænding om udfaldet. Til sidste var det kun den franske sejrs størrelse, det handlede om. Smal bænk Det var nærmest lige til lättöllet, at Torben Winther kunne mønstre fuld bænk til finalen. Den febersyge anfører Joachim Boldsen blev allerede lørdag hentet af familien og kørt hjem til Danmark, Lars Jørgensen var ikke blevet sine fodproblemer kvit, Lars Krogh Jeppesen havde stadig vrøvl med en forstrakt mavemuskel - og stregspilleren Michael V. Knudsen turde ikke spille, da han var mærket af en ankelforvridning i semifinalekampen mod Tyskland. Alle disse måtte undværes, så det var med andre ord en slags restmandskab, der blev sendt på banen for at møde de fungerende verdensmestre - til den første turneringsfinale, et mandligt dansk landshold har deltaget i siden 1984, hvor Danmark mødte og tabte til det daværende Sovjetunionen i selvsamme turnering. Bedre start end i det første opgør Succes-udsigten var altså temmelig tåget. Man skulle, i en klart svækket udgave, møde det hold, man tabte til i turneringens åbningskamp tirsdag aften i Trelleborg - det franske hold, som afgjorde kampen med en lynstart mod en flok søvnige danskere, der hurtigt kom afgørende bagud 8-2. Så galt gik det dog ikke i aftes i Scandinavium i Göteborg, hvor hovedparten af de 7.472 tilskuere, der overværede Sveriges 5.-plads-sejr over Jugoslavien, blev tilbage for at følge finalen. Hårdt slid for mål Danskerne holdt godt trit med de franske favoritter, førte endda frem til 11-11. Men danskerne skulle slide sig til hver enkel scoring - for franskmændene gjorde det svært for angriberne med Jackson Richardson liggende fremme i en offensiv 5-1-opdækning, hvor også de store, hurtige backer Jerome Fernandez og Cedric Burdet stødte frem og forstyrrede. Man var tydeligt opmærksom på de hårdtskydende Lasse Boesen og Klavs Bruun Jørgensen. Og det var ligeså tydeligt, at danskerne ikke havde noget ekstra at byde på - selvom playmakeren og stortalentet Bo Spellerberg i sin periode forsøgte at sætte et højt tempo, der skulle rykke det franske forsvar og skabe blottelser. Men det danske hold var imidlertid mere tamt og mere træt end på noget andet tidspunkt i turneringen, og derfor var det kun i første halvleg, at man for alvor kunne byde på modstand. Efter pausen var det franskmændene, der var toneangivende - og knækket kom ved 20-18 til Frankrig. Tre gange stolpe var mindst et for meget På det tidspunkt havde danskerne hele tre stolpeskud på stribe: Lars Christiansen, så Klavs Bruun Jørgensen og sluttelig Claus Møller Jakobsen. I stedet scorede franskmændene til 21-18, og da stregspilleren Jesper Nøddesbo straks efter misbrugte to frispilninger, revnede det spinkle danske håb om at komme tilbage i kampen. God fight Der blev kæmpet godt, men forgæves. Hvor det var reservernes triumf mod Tyskland i lørdagens semifinale, så var det de samme slidte spilleres skuffede finaletime mod et hold, der var bedre på næsten alle punkter. Men det var samtidig en berigende oplevelse for de lærlinge, der for en aften - dog i selskab med den erfarne 5-måls skytte Lars Christiansen - skulle optræde i de ansvarliges rolle. Og lige præcis dét bliver eksempelvis Lasse Boesen (seks mål) & Co. bedre og bedre til.