Kanonerne gjort tavse af United

Manchester Uniteds spillere fejrer en scoring. - Foto: AP
Manchester Uniteds spillere fejrer en scoring. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Syv afgørende dage for Manchester United sluttede på den bedst mulige måde for Alex Fergusons mandskab, der lørdag fulgte sidste weekends sejr over Liverpool op med yderligere tre point mod en af engelsk fodbolds store supermagter, de forsvarende mestre fra Arsenal. På Old Trafford vandt United med 2-0 og fik dermed udover sejren også den tilfredsstillelse at ødelægge Arsenals imponerende rekord som holdet, der altid scorer. Ikke siden maj 2001 havde London-klubben forladt banen uden at finde vej til netmaskerne, men lørdag svigtede Thierry Henry og kompagni. Arsenal begyndte bedst Samtidig var Manchester Uniteds franske målmand Fabien Barthez på toppen, da Arsenal begyndte kampen bedst, men efterhånden overtog hjemmeholdet styringen, og efter 22 minutter kom den første scoring. Arsenals franske stopper, Pascal Cygan, fik ikke losset bolden ordentligt væk i egen forsvarszone, og med tre hurtige pasninger havde United straffet fejlen. Paul Scholes stod for den afgørende aflevering til argentinske Juan Sebastian Veron, der efter selv havde indledt angrebet kunne skubbe bolden det sidste stykke over stregen. Herefter var Arsenal kun en skygge af det hold, der sidste sæson hjemførte det engelske mesterskab netop på Old Trafford i Manchester, og tre minutter før pausen blev gæsterne samtidig ramt af endnu et uheld på målmandsposten, hvor svensk-egypteren Rami Shaaban måtte forlade banen med en skade, hvorefter Arsene Wenger måtte ty til tredjekeeper Stuart Taylor. Han gjorde det nu udmærket, men kunne ikke stille meget op, da Paul Scholes 17 minutter før tid afgjorde opgøret endeligt ved at udnytte en glimrende stikning fra hollandske Ruud van Nistelrooy. Dermed er Manchester United nu kun tre point efter Arsenal, og det der længe lignede et farvel til Alex Fergusons hold i titelkampen er nu forvandlet til et særdeles tæt opgør med United, Arsenal og Liverpool som de tre topbejlere til den engelske fodboldtrone. Scoring af Sand I Skotland er der som sædvanlig kun to, og i går mødtes Rangers og Celtic til det klassiske 'Old Firm' på Ibrox Stadium i Glasgow, hvor protestanterne fra Rangers holder til. Ulrik Laursen spillede hele kampen for gæsterne, mens Peter Løvenkrands indledte opgøret på bænken, hvorfra han kunne se Craig Moore, Frank de Boer og Michael Mols bringe Rangers foran med 3-1 allerede inden pausen. Chris Sutton havde ellers givet Celtic føringen efter blot 19 sekunder. 25 minutter før tid afløste Løvenkrands så Shota Arveladze, men efter en længere skadepause mangler den danske landsholdsspiller endnu noget af sin gamle hurtighed, og kampens eneste yderligere scoring blev sat ind af Celtics angriber John Hartson, der reducerede til slutresultatet 3-2. Med sejren overtager Rangers førstepladsen i den skotske Premier League, hvor holdet nu er to point foran Celtic. Begge hold har over 15 point ned til de nærmeste forfølgere. I den tyske Bundesliga øgede Ebbe Sand i går sit scoringsudbytte til foreløbigt fire i denne sæson, da den danske landsholdsangriber sørgede for Schalke 04's udligning i 1-1 kampen mod Werder Bremen på Arena auf Schalke. Her bar Ebbe Sand endnu engang anførerbindet for hjemmeholdet, mens Christian Poulsen spillede 90 minutter på den defensive midtbane. Den tidligere FCK'er har som en af de eneste spillere i den tyske liga optrådt i samtlige sæsonens spilleminutter. Markus Daun bragte Werder foran efter tre minutter, men yderligere fire minutter senere udlignede Sand efter fremragende og hurtigt pasningsspil af rutinerede Andy Möller og Gerald Asamoah. Ebbe Sand tog en smule revanche Dermed fik danskeren taget en smule revanche for det brændte straffespark, der i midtugen sendte Schalke 04 ud af pokalturneringen mod Bayern München. Netop Bayern fører suverænt Bundesligaen efter en overbevisende sejr på 3-0 ude over VfB Stuttgart. Thomas Rytter og Kim Madsen spillede hele kampen for Wolfsburg, der ude spillede 2-2 hos Hertha Berlin. Kim Madsen udlignede for Wolfsburg i de døende sekunder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her