Elkjær angriber DBU

Lyt til artiklen

Direktør i 1.-divisionsklubben B.93 på Østerbro i København, ekslandsholdsspilleren Preben Elkjær, langer hårdt ud efter DBU-formanden Allan Hansen og det store flertal i Dansk Boldspil-Unions bestyrelse (13 af 16 medlemmer), som nu er klar til på repræsentantskabsmødet 22.februar i Odense at fremsætte et forslag til en ny struktur i Danmarksturneringen i fodbold. Preben Elkjær kalder det for det første helt hen i vejret og uforståeligt, at bestyrelsen nu giver opbakning til et forslag (udarbejdet af en særlig kommission), der stort set er identisk med ét, som samme bestyrelse for en måneds tid siden ikke kunne gå ind for. For det andet siger Elkjær, at han er rystet over, at Allan Hansen kan udtale, at bestyrelsen har fundet frem til en løsning, som man vurderer er den bedste for dansk fodbold på nuværende tidspunkt. Tilgodeser de største »Løsningen er ikke den bedste for dansk fodbold. Den nye turneringsstruktur med grundspil og slutspil tilgodeser først og fremmest de fem-seks største klubber i Superligaen, som jeg ser det«, siger Preben Elkjær. »I B.93 føler vi, at DBU har sendt et signal ud om, at man nærmest er ligeglade med alle os andre. Man vil åbenbart kun varetage de stores interesser. DBU har blåstemplet, at alting drejer sig om dem«. De store bliver større »De store vil få stort set alle pengene og al tv-eksponeringen bl.a. i forbindelse med mesterskabsslutspillet, og de vil vokse sig endnu stærkere på bekostning af os andre. Det vil i fremtiden, hvis forslaget vedtages, blive endnu sværere at komme ind i Superligaen og meget lettere for topklubberne at blive i Superligaen - og dermed har de fået deres ønsker opfyldt, mens vi andre kan slås for at gøre os gældende sportsligt og få skabt en ordentlig økonomi under endnu mere vanskelige vilkår«. Jamen, superligastrukturen skal ændres, bl.a. fordi den skal være med til at sikre, at de bedste danske hold bliver stærkere og kan klare sig bedre i Europa-turneringer. Det er da et godt argument? »Næ, det mener jeg ikke. Se f.eks. til Holland, hvor de bedste hold klarer sig glimrende i Europa, selv om de spiller i en række med mange hold uden slutspil«, siger Preben Elkjær. Går ind for 16 hold Han går ind for, at Superligaen udvides til 16 hold. Men hvis den nye struktur bliver indført, ændres Danmarksturneringen (som skæres ned fra 44 til 42 hold i alt), så den øverste række skal bestå af 12 hold og den næstbedste af 12 hold i efterårets grundspil. De fordeles i tre gange otte i tre slutspilpuljer, hvor man spiller alle mod alle om foråret. En af forslagsstillerne, Brøndby-direktør Per Bjerregaard giver Preben Elkjær svar på tiltale: »Det passer ikke, når Elkjær siger, at med det forslag har de store i Superligaen fået alt, hvad de ville. Hvis vi kunne bestemme selv, skulle den øverste række skæres ned til 10 hold, der møder hinanden fire gange om året«, kommenterer Per Bjerregaard, og han imødegår Preben Elkjærs betragtninger om fordelingen af pengene i dansk fodbold. »I forhold til, hvem der bærer tv-kontrakterne hjem, deles der rigeligt penge ud til de øvrige«, mener Per Bjerregaard og tilføjer: »Situationen i dansk fodbold er den nu, at der skal ændres på turneringsstrukturen i toppen for at styrke den sportslige og økonomiske udvikling i SAS-ligaen. Der er ikke plads og penge til flere hold i den bedste række«. Ligegyldige kampe Det er positivt, at den nye struktur sikrer, at alle hold i den øverste række får lige mange hjemme- og udekampe i modsætning til nu, hvor det skæve antal kampe i Superligaen (33) betyder, at turneringsafviklingen ikke er helt fair. At kampantallet i den bedste række vil blive øget fra 33 til 36 kampe (22 i grundspillet og 14 i slutspillet om foråret), volder ikke de store problemer. Der vil blive afviklet flere hverdagsrunder om efteråret end hidtil, og måske skal turneringen starte tidligere efter sommerpausen. Ikke være anderledes Det mest uheldige og negative ved forslaget - der altså er det kompromis, som kunne nå størst opbakning - er, at holdene i slutspil to (bestående af de fire nederste fra den øverste række og de fire øverste fra den næstbedste) skal starte foråret med nul point og målscoren 0-0. Det kan vel ikke være anderledes, når hold fra forskellige grundspil sættes sammen, men det vil altså så være sådan, at det er komplet ligegyldigt, om man bliver nummer ni i den øverste række eller nummer fire i den næstbedste. De to hold vil starte på helt lige fod i slutspillet. Man kan risikere at få mange grundspilkampe i slutningen af efteråret både i den øverste og den næstøverste række, hvor flere hold ikke har noget at spille for, fordi det altså er underordnet, hvor mange point de indtjener i grundspillet. Strukturforslaget skal vedtages med tre fjerdedeles flertal i DBU's repræsentantskab - og det er lige nu meget svært at vurdere, om 109 af de 145 repræsentanter vil skrive ja på stemmesedlen. Den jyske lokalunion, JBU, kan tænkes at være imod, og jyderne har 36 stemmer. Så skal der kun yderligere nogle få divisionsstemmer (fra 1. eller 2. division) til at vælte forslaget.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her