Ebbe Skovdahl, tilbage i Danmark efter tre og et halvt år som manager i Aberdeen, nyder julen i fred og ro sammen med familien og skal for første gang i mange år ikke beskæftige tankerne med den næste fodboldkamp. For han ved ikke, hvornår den næste kommer for ham - efter at han er blevet løst fra jobbet i den skotske Premier League-klub. »Jeg skal ikke lave noget før tidligst til sommer«, siger han. »Nu vil jeg gå og sunde mig lidt og tænke over tingene. Jeg har kørt på som fodboldtræner i 23 år uden lange pauser, som jeg får nu. Jeg må have ladet batterierne op - og så må vi se, hvad de skal lades op til«. Den tidligere mestertræner i Brøndby havde i princippet en kontrakt, som ikke var tidsbestemt. Han startede i Aberdeen i sommeren 1999, og der var stor tilfredshed med hans arbejde. Parterne kunne opsige kontrakten med et halvt års varsel, og det gjorde han så for en lille måned siden, hvorefter Aberdeen valgte at lade ham gå med det samme. »Jeg får min løn et halvt år endnu, og jeg skal tilbage til Skotland straks i det nye år og have ordnet en masse praktiske ting. Så flytter vi permanent hjem til Danmark. Men det har altså bestemt ikke hastværk med at starte i et nyt trænerjob«, forklarer Ebbe Skovdahl. »Der var agenter, der straks kontaktede mig. Jeg blev bl.a. spurgt, om jeg kunne være interesseret i at blive træner i svenske AIK Stockholm. Det var jeg ikke«. Såfremt Ebbe Skovdahl vælger at trappe ned og holde sig væk fra at gøre comeback som træner i topfodbold, kan det sagtens tænkes, at han skal arbejde i en eller anden funktion i Brøndby. Han er en stor beundrer af Brøndbys store satsning på at udvikle unge spillere. Den 57-årige meget erfarne træner vil helt sikkert få tilbud fra udlandet til foråret. Han er en mand, der har prøvet meget, han har stor international erfaring, og han kan opvise fine resultater. Ebbe Skovdahl har været pokalvinder og mester med Brøndby tre og en halv gang. Den halve var det år, da han forlod dansk fodbold halvvejs i turneringen for at blive cheftræner i den portugisiske storklub Benfica i Lissabon. Han var der kun et halvt års tid. »Det sved lidt, at jeg måtte forlade Benfica så hurtigt - og derfor har det været en stor tilfredsstillelse for mig, at jeg i tre og et halvt år i Skotland har kunnet bevise, at jeg kan håndtere det at være træner i et andet land end mit eget«, siger han. Med Aberdeen nåede Ebbe Skovdahl to pokalfinaler (i to forskellige turneringer), en fjerdeplads i ligaen, og to gange kvalificerede klubben sig til UEFA Cuppen. 64 Europa Cup-kampe Han har gjort op, at han har 'spillet' ikke færre end 64 kampe i de forskellige europæiske turneringer, med Brøndby, Vejle, Benfica og Aberdeen, og de seks af kampene var i Champions League - da Brøndby var oppe mod giganterne Manchester United, Bayern München og Barcelona. Med til de bedste resultater, han har opnået, tæller Ebbe Skovdahl også Aberdeen-hjemmesejre over Celtic og Glasgow Rangers i den skotske liga. »Man kan ikke gøre noget ved dem på udebane. De to Glasgow-storhold er flere klasser over de andre i Skotland, og derfor siger man jo også derovre, at de øvrige hold spiller et 'minimesterskab', som holdet, der bliver nummer tre i ligaen, vinder«. »De fleste skotske hold har samme styrke som de fleste i den danske superliga, hvor FC København og Brøndby er lidt bedre end resten. Men FCK og Brøndby ville også få stort besvær med Celtic og Glasgow Rangers, hvis man forestillede sig, at de to danske tophold spillede i den skotske Premier League«. Han forlader Aberdeen som en mand, der både kulturelt og sportsligt har fået meget ud af årene i Skotland, forklarer han. »Jeg har set og oplevet Skotland på kryds og tværs, jeg har fået mange gode venner, og jeg lært at se fodbolden på en anden måde. Skotterne er generelt mere 'competitive' (konkurrencemindede) end danskere, men taktisk og teknisk er det vel omvendt. Efterhånden fik jeg skabt en god blanding på Aberdeen-holdet, og i sidste sæson høstede vi frugten af mit arbejde«. »Men jeg følte efterhånden, at der ikke rigtig var balance i den sportslige målsætning og de økonomiske muligheder. Man ønsker, at Aberdeen skal være med og klare sig godt i Europa og være tæt på Glasgow Rangers og Celtic i ligaen. Det er svært at opfylde med de ressourcer, der er til rådighed«, konstaterer Ebbe Skovdahl.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Wegovy, jeg slår op
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
»Jeg skulle ikke have brugt det her billede«: Vanopslagh fortryder brug af nazifoto
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























