Frank Høj prøver igen efter øretæver

Lyt til artiklen

Respektløshed og realisme er to begreber, der går glimrende i spænd hos en af de mest farverige skikkelser i dansk professionel cykelsport Frank Høj. Han er parat til at kaste sig ud i kraftprøver uden smålige hensyn til sværhedsgrad eller modstandere, men han er også bagefter prompte rede til at erkende egen afmagt, hvis det ikke skulle være gået godt. Denne sidstnævnte egenskab stillede han til skue omkring det københavnske seksdagesløb først på året, da han efter eget udsagn fik en gevaldig gang øretæver og sammen med den rutinerede - men også uinteresserede - italiener Marco Villa blev kørt 16 omgange agterud. Julestævne fredag Det ville imidlertid ligne Frank Høj dårligt, hvis han uden videre accepterede, at denne afklapsning afspejler hans niveau i denne form for cykelløb, og derfor er han også rede til en ny parløbssatsning. Den indledes fredag ved Dansk Bicycle Clubs julestævne i Siemens Arena og skulle gerne kulminere ved seksdagesløbet samme sted fra 1. til 6. februar. »Jeg må kunne gøre det meget bedre, og selv om det måske ikke lige netop kommer til udtryk i morgen, er jeg indstillet på at møde langt mere velforberedt op til seksdagesløbet, end tilfældet var sidste år. Farten var meget højere, end jeg havde drømt om«, siger Frank Høj, der skruer ned for forventningerne angående indsatsen i morgen. »Jeg har ikke været ret meget på banen endnu, så det her bliver for mig optakten til seksdagesforberedelserne. Og jeg kan jo håbe på, at min makker bringer mig nogenlunde helskindet igennem«. MArtinello er med Ved sin side har Frank Høj den tidligere verdensmester og OL-guldvinder i disciplinen Silvio Martinello, og meget tyder på, at de to også danner par om lidt over en måned i Siemens Arena. Mens han stadig nærer en sund skepsis i forbindelse med sin formåen på velodromen, føler Frank Høj sig på væsentligt mere velkendt terræn, når det gælder den ny landevejstilværelse hos Team fakta. Igen melder virkelighedssansen sig imidlertid, for midt i glæden over, at han efter alt at dømme fortsat vil kunne boltre sig i 1. division, indser han fuldt ud, at det kommende år kan få afgørende betydning for hans videre cykelliv. »Godt nok må vi vente lidt endnu med at få den officielle 1. divisions-blåstempling, men som jeg har fået det forklaret, er det kun en formssag. Jeg havde under alle omstændigheder kørt for Team fakta næste år. Ledelsen har hele tiden understreget, at situationen var vanskelig, og at der ikke var nogen garanti for, at vi ville komme i 1. division. Men det styrker motiviationen at være med i den bedste række, fordi det giver større chancer for at få plads i de klassiske endagesløb, som er min force. Det er i dem, jeg atter skal have gang i karrieren, for jeg har været alt andet end tilfreds med de seneste års resultater. Måske kan det oven i købet være en fordel for mig, at jeg nu får kørt et par seksdagesløb, og jeg vil prøve om baneformen ikke kan udnyttes, når jeg starter på landevejen. Det sker først i Rhodos Rundt fra 19. februar, og derefter ligger der et meget spændende år forude«, fastslår Frank Høj, hvis seneste sejr på landevejen daterer sig tilbage til 1. marts 2000 i det belgiske Grand Prix Fayt-le-Franc, og han indleder 2003 som nr. 246 på verdensranglisten, hvilket langt fra svarer til hans ambitioner. Morgendagens 75 km parløb vil givetvis have de hollandske europamestre Robert Slippens-Danny Stam samt den danske duo Jimmi Madsen-Jimmy Hansen som favoritter. Jimmi Madsen skal i det københavnske seksdagesløb udgøre par nr. 7 med Michael Sandstød.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her