Selvom det danske håndboldlandshold kun kørte på et behageligt mellemgear, var det nok til at lægge stor afstand til VM-modstanderen Egypten i fredagens testkamp. 30-20 blev den danske sejr, her en uge inden holdet rejser til mere alvorlige kampe i Portugal. Brandalarmen gik Kampen i Farum Arena fik ellers en kaotisk optakt. Midt i det sædvanlige musikhelvede, der tilsyneladende er en uundgåelig del af spillernes opvarmning - og som skal være med til at sætte klappepølse-publikummet op i de højeste omdrejninger - gik arenaens brandalarm i gang. Den hylede på bedste amerikanske katastrofefilm-manér, og af og til lød det over højttalerne, at »De lytter til Farum Arenas brandalarm, vær venlig at forlad...« - men da musikken drønede samtidig, troede tilskuerne i hallen, at der var tale om et særligt avanceret stunt, som skulle fortælle, at her i Farum er der rigtig brand i gaden. Så alle blev siddende. Først da kampspeakeren brød ind og sagde, at det ikke var for sjov, begyndte enkelte tilskuere at røre på sig - men lidt efter blev det hele aflyst. Falsk alarm, hed det, men alarmen fortsatte med at hyle, og det gjorde den indtil det lokale brandvæsen dukkede op og satte en stopper for den utraditionelle underholdning. Egypterne ikke i omdrejninger På banen brændte det virkelig på for det egyptiske mandskab, der ikke præsenterede sig som et mandskab i VM-omdrejninger. Holdet, der ledes af den temperamentsfulde jugoslaviske træner Zoran Zivikovic, var forandret på en række pladser i forhold til den trup, Zivikovic havde med til World Cup- turneringen i Sverige i efteråret. Så det er ikke til at blive klog på, hvad Egypten - som Danmark skal møde i sin næstsidste kamp i den indledende VM-pulje i Portugal - reelt har at byde på. Måske spillede det traditionelt stærke hold med fordækte kort, som det bl.a. var tilfældet ved det seneste VM i Frankrig. Op til den turnering var det egyptiske spil også noget lallepræget, men da det virkelig gjaldt i slutrunden, havde den snu jugoslaviske træner de bedste egyptiske spillere med - og det blev til en fjerdeplads. Men fordækte kort eller ej - under alle omstændigheder fik det danske hold kun regulær modstand i kampens indledende fase. Egypten fulgte med til 2-2, men gæsterne blev slået ud af stilen af bl.a. to straffekast-redninger af Kasper Hvidt, og efter ni minutters spil var danskerne foran med 6-2. Og yderligere ni minutter senere var stillingen 10-4 - og festen var forbi. Men det opdagede tilskuerne ikke, de fortsatte med at opildne det danske hold, der kunne gå til pausen med et forspring på 15-7. Ikke en opvisningskamp Det er tal, der fortæller om opvisningsspil - men sådan var virkeligheden ikke helt på gulvet i Farum Arena i første halvleg. Danskerne var effektive i kontraspillet, seks mål blev scoret på den konto, og selvom det i perioder lykkedes at lægge et pres, der forrykkede egypternes forsvar og åbnede det på fløjene, så forekom det danske bagspil noget løst. Som om man ikke tog modstanderen og kampen helt alvorlig. Eksempelvis misbrugte den ellers altid så træfsikre og graciøse Lars Christiansen to store chancer og et straffekast, og i det hele taget savnedes den koncentration, holdet viste i udebane-triumfen mod Jugoslavien i søndags. I anden halvleg kom der mere kraft over det danske spil, næsten som en tak til det ualmindeligt veloplagte publikum, som swingede og klappede kampen igennem og udtrykte vild jubel over samtlige scoringer - også da Lars Christiansen kunne score til 26-13 midtvejs i halvlegen og for alvor understrege klasseforskellen. Det var velnok en herlig aften, syntes alle i den næsten fuldt besatte hal. Og det var det også på den måde, at danskerne fik en god start på den hjemlige fire nationers turnering - man kunne løbe og lege sig til en sejr, prøve forskellige varianter, og i det hele taget stabilisere den i forvejen veltrimmede selvtillid. Der blev vist mange fine detaljer, og der blev prøvet forskellige shownumre.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























