Efter en træningsulykke, hvis tragiske konsekvenser synes at være uden sidestykke i dansk trampolinsports historie, ligger den 23-årige elitespringer Mads Sejerøe Jørgensen fra Haslev Trampolin- og Turngymnaster, lammet på et hospital i Toronto, uden at lægerne endnu kan give håb om, at det unge danske VM-emne genvinder førligheden. Sammen med sin synkronmakker Peter Jensen, MK 31 Amager, og klubkammeraten fra Haslev Casper Pedersen deltog Mads Sejerøe i en træningslejr med det canadiske landshold, og det langsigtede mål var VM og World Cup-deltagelse. Men natten til torsdag dansk tid forfejlede sjællænderen en øvelse så katastrofalt, at han pådrog sig et alvorligt brud mellem femte og sjette halshvirvel. Kun en smule følelse i skulderen »Jeg har for kort tid siden haft kontakt med landstræner Bo Tureby, der da netop havde været ved sygesengen hos Mads, som har været ved bevidsthed hele tiden. På det tidspunkt kunne Mads fornemme en lille smule følelse i den ene skulder, men ellers var han lammet i resten af kroppen. Vi håber naturligvis inderligt, at der kommer mere opmuntrende meldinger, men der er ingen tvivl om, at situationen er yderst alvorlig, og det er virkelig meget dystre perspektiver, der tegner sig for Mads«, fortalte generalsekretær i Danmarks Gymnastik Forbund Hans-Christian Jacobsen i går eftermiddags. »Som jeg har fået forklaret forløbet, er der sket det, at Mads under arbejdet med en ny detalje er faldet ned på hovedet, mens kroppen er blevet vredet rundt. Det har forårsaget det meget kraftige brud på halshvirvlen, ligesom rygmarven er blevet læderet. Mads Sejerøes forældre og kæreste er straks rejst til Canada, og vi har i samarbejde med Team Danmark etableret et kriseberedskab, som også skal tage sig af de andre i landsholdstruppen. Det var meningen, at træningen i Canada skulle fortsætte en uge endnu, men om det bliver tilfældet, er endnu ikke afgjort. Alle er selvfølgelig hårdt ramt af ulykken, så nu skal det hele først bearbejdes, inden vi træffer videre dispositioner«. Katastrofal ulykke »Jeg mindes ikke, at vi hverken i Danmark eller internationalt har oplevet hændelser, med så drastiske konsekvenser, som vi nu desværre står stillet overfor. Som i mange andre sportsgrene er der naturligvis registreret skader, men det har hovedsagelig handlet om problemer med ledbånd og benbrud. Og umiddelbart kan jeg heller ikke erindre, at der ude i den store verden skulle være indtruffet så katastrofal en ulykke i hvert fald i de seneste 25 år«, siger Hans-Christian Jacobsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater i oprør efter forfremmelse af Hummelgaard
-
Selv hendes hår får ros: »Det her er et kæmpe talent«
-
Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Over 25 år har forskere analyseret modellers kroppe – og resultaterne er slående
-
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
-
Fra den ene dag til den anden lukkede USA den europæiske dommers liv ned. Nu svarer EU igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen




























