Arsenal ser på Thomas Sørensen

Lyt til artiklen

Samtidig med at Thomas Sørensen med Sunderland dumper dybere og dybere til bunds i den engelske Premier League i fodbold, rykker landsholdsmålmanden helt øverst op på ønskelisten hos mesterklubben Arsenal. Allerede for et par år siden var London-klubben lun på Thomas Sørensen, og nu er den fornyede interesse for at få fat på danskeren som afløser for David Seaman meget stor. Arsenal har på det seneste, erfarer Politiken, fulgt Thomas Sørensen intenst og forhørt sig hos folk, der kender ham godt som person og målmand, om hans menneskelige og sportslige kvaliteter og egenskaber. David Seaman fylder 40 år næste gang (i september), og han slutter givetvis karrieren med udgangen af denne sæson. Mangler erfaren målmand Da Arsenal i lørdags knuste Manchester City med 5-1 på Maine Road i Manchester, vogtede den 22-årige Stuart Taylor målet i stedet for den for tiden skadede Seaman. Han er talentfuld, men Arsenal, der hver sæson spiller i Champions League, har brug for en målmand med mere erfaring, og det har 26-årige Thomas Sørensen. »Arsenal? Jeg har ikke hørt noget, officielt«, siger Thomas Sørensen i en kommentar til spekulationen om, at Sunderland skal være klar til at sælge ham til sommer, hvis Sunderland må forlade Premier League. Som nedrykker vil Sunderland få brug for at tjene ekstra penge på spillersalg, og Thomas Sørensen er en af de tre-fire Sunderland-spillere, som klubben kan få en god pris for. Fra 1998 til 2004 Han kom til Sunderland i sommeren 1998, og han har forlænget sin kontrakt én gang. Den løber til sommeren 2004. »Hvis Arsenal virkelig er interesseret i mig, er det da kun positivt, for det er jo en af de helt store klubber«, siger Thomas Sørensen. »Men ellers vil jeg ikke kommentere det. Tiden må vise, hvad der sker. Indtil videre er det rent gætteri, hvad der kan komme til at ske .« Han har endnu ikke prøvet at vinde med Sunderland i Premier League i år, efter at han gjorde comeback mod Blackburn midt i januar. Sunderland har ikke vundet i de ti seneste runder i den bedste række, og klubbens situation som sidst i tabellen bliver værre og værre. »Vi mangler stadig at møde alle konkurrenterne i bunden, så det er op til os selv at klare frisag. Hvis vi ryger ud, kan vi ikke lægge skylden over på banerne, dommerne eller andre. Så er vi bare ikke gode nok. Vi er inde i en ond cirkel, hvor vi som hold har meget lille modstandskraft. Der skal ikke gå meget galt i en kamp, før det hele krakelerer. Mange er nervøse, og der bliver lavet mange fejl. Da vi tabte til Middlesbrough i lørdags, blev der begået tre opdækningsfejl«, konstaterer Thomas Sørensen. Gode præstationer Han kan være tilfreds med sine egne præstationer, men det kradser i hans personlige stolthed, at holdets resultater er så skuffende. »Jeg er en af de erfarne, som har spillet på holdet længe, så jeg skal give noget videre til de andre, og det forsøger jeg hele tiden. Jeg giver medspillerne opbakning på træningsbanen og i kampene, og jeg forsøger at gå forrest. Jeg håber, at vendepunktet kommer meget snart«. Sunderlands tilskuergennemsnit til hjemmekampene på Stadium of Light er faldet med omkring 8.000 i forhold til sidste sæson, og tilhængerne er kede af det og skuffede. Ligesom spillerne. »Men vi må bare knokle videre. Der er kun en vej ud af det her, og det er hårdt arbejde«, siger Thomas Sørensen, der søndag morgen var på træningsbanen sammen med sin personlige træner, Lars Høgh, der for syvende gang i år er i England en lille uges tid for at træne målmændene i Sunderland. Ude i fire uger Boltons danske angriber Henrik Pedersen kan, efter alt at dømme, ikke hjælpe sin klub, der også er i nedrykningsfare, den nærmeste tid. Den tidligere Silkeborg-spiller, der havde tilkæmpet sig en fast plads på holdet, pådrog sig en slem skulderskade i 1-1-kampen mod Manchester United. Lægerne forudser, at han nok skal holde kamppause i fire uger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her