Dansk cykelsports gode start på den landevejssæson, der nu har varet i lidt over en måned, kom naturligt nok også til udtryk, da den nye udgave af verdensranglisten offentliggjordes mandag. Og her kan det blandt læses, at Danmark efter sidste sæsons nedtur styrer på sikker kurs mod fuldt hold til efterårets verdensmesterskaber i canadiske Hamilton. For at få det maksimale antal adgangskort, 12, kræves en placering blandt de 10 bedste nationer midt i august. Det glippede lige netop i 2002, men i øjeblikket er Danmark nærmere på niendepladsen, som indehaves af Schweiz, end på at være truet af nr. 11 Østrig. Der er 1.000 point ned til østrigerne, 700 op til schweizerne, så de danske ryttere ligger ganske lunt i svinget, og eftersom det sidste år netop var en svag sæsonstart, der medførte en midlertidig degradering til 11.-pladsen, er der grund til at formode, at den positive tendens fra den indledende fase holder sig. Den er vitterligt særdeles opmuntrende, for hidtil i år har de danske ryttere indkørt over 500 point, hvilket langt overtrumfer den samlede høst de to foregående sæsoner i tilsvarende periode. Og så har topscorerne fra 2003 Jakob Piil og Jørgen Bo Petersen endda endnu ikke været på banen rent pointmæssigt, hvilket i øvrigt heller ikke var tilfældet på samme tid sidste år. I fem af sæsonens etapeløb er danskere sluttet blandt de bedste - Claus Michael Møller nr. 1 i Algarve Rundt, Lennie Kristensen og Michael Skelde 2 i henholdsvis Tour Down Under og Etoile de Besseges, Thomas Bruun Eriksen 3 i Rhodos Rundt og Lars Michaelsen 4 i Tour du Qatar - hvilket er ganske uhørt, og det skaber unægtelig spændende perspektiver omkring fortsættelsen. Claus Michael Møller og hans Milaneza-holdkammerater dominerede Algarve Rundt så eftertrykkeligt, at det sendte holdet op som nr. 10 på verdensranglisten, og kan Møller udleve sine drømme også i Paris-Nice, der bliver hans næste opgave fra 9. marts, fremstår hans portugisiske mandskab måske alligevel som en seriøs Tour de France-kandidat. På hjemmefronten kan Team Bornholm byde på et interessant comeback, idet 32-årige Morten Sonne, der stoppede den professionelle karriere hos Team fakta med udgangen af sidste sæson, atter slutter sig til sportsdirektør Fritz Mogensen. Morten Sonne har allerede lagt tilværelsen om og satser nu på et job udenfor cykelsporten, men han har stadig så megen lyst til at køre, at han er klar til at stille sin erfaring til rådighed for lovende unge ryttere som Michael Demin, Nicolas Sloth og Lars H. Thomsen hos Team Bornholm.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























