Halvvejs gennem SuperBest Ligaens mellemrunde registreres et spændingsniveau, som de færreste vist havde forestillet sig på baggrund af præstationerne i grundspillet. For som situationen tegner sig efter lørdagens matcher, er det kun Frederikshavn, der synes være rigtigt ilde stedt i kampen om at erobre en semifinaleplads. Anden sejr til Rødovre Vendelboerne mistede terræn i pulje A, da Rødovre erobrede den anden udebanesejr på tre dage. 3-2 blev det forleden i Rungsted, og lørdag kunne mandskabet fra hovedstadens vestegn drage hjem med endnu en snæver triumf, da Michael Smidt i 28. minut stod for den eneste scoring i Frederikshavn. Sikker sejr til Rungsted Da Rungsteds forsvarende mestre samtidig forholdsvis overkommeligt vandt 4-1 i Esbjerg, indebærer det, at Rungsted, Esbjerg og Rødovre nu har henholdsvis otte, syv og seks point, men Frederikshavn kun et enkelt, inden Rødovre på fredag får besøg af Rungsted, og de to jyske klubber tørner sammen i Frederikshavn. Odense fik tæsk i Herning I den anden gruppe pustede Herning liv i håbet om videre deltagelse i turneringen med en 6-1 afklapsning på hjemmebane af det varmeste bud på årets DM-titel, Odense, mens Herlev, der forleden overraskede i Herning, fortsatte de positive tendenser med en overbevisende 5-1 triumf mod Aalborg. Fynboerne er trods det friske nederlag storfavorit til at snuppe den ene billet til semifinalerne, hvorimod det forekommer helt åbent mellem Herlev, Herning og Aalborg, der er noteret for henholdsvis seks, fire og tre point, inden den forstående runde, hvor Herlev tager imod Herning, og Odense skal til Aalborg. Jævnbyrdigt indtil tredje periode Ciffermæssigt var dysten mellem Herning og Odense søndag jævnbyrdig helt frem til starten af 3. periode. Jyderne havde haft klar overvægt i både spil og chancer, men gæsterne red stormen af, og det var først, da Odense i de sidste minutter af 2. periode med kort mellemrum fik udvist Rasmus Holst og Dimitri Lavrentiev - en særdeles tvivlsom kendelse - at hjemmeholdet formåede at slå til. 29 sek. inde i den afsluttende periode gjorde Jouni Vento det til 2-1 i powerplay fem mod tre, og der gik kun yderligere 1.15 min., før Mikko Suvanto øgede til 3-1. Med et kanonmål tre minutter senere slukkede Kasper Degn lyset for fynboerne. Endnu to fuldtræffere noteredes på hjemmeholdets konto, og Herning må have fået solid ballast med sig i den videre satsning i form af den imponerende fightervilje, der lagdes for dagen i en styrkeprøve, hvor modstanderen på forhånd havde været klar favorit. Odense kan stadig selv afgøre sin skæbne, og med hjemmebane i to af de tre sidste opgør forekommer det fuldstændig usandsynligt, at holdet ikke skulle blive en af de fire semifinaledeltagere. Herlev slukkede lyset i starten af anden periode Herlev slukkede i realiteten for spændingen med to scoringer indenfor de tre første minutter af 2. periode, da Sergei Cubars og Joel Salonen gjorde det til 3-0. Aalborg svarede igen ved Jesper Foget Petersen, men Herlevs succes bragtes aldrig for alvor i fare. Rødovre klarede sig uden stjernen Rødovre måtte rejse til Frederikshavn uden sin skadede stjerne Robert Burakovsky, men fik bevist, at holdet ikke står og falder med den rutinerede svensker. Med den finske målvogter Jan Lundell som en sikker sidste skanse holdt gæsterne stand efter Michael Smidts fuldtræffer. Bjerring lod sig hylde I Rungsted har keeperen Henrik Bjerring stået lidt i skyggen af landsholdets Michael Madsen, siden denne skiftede fra konkursramte Hvidovre, men søndag kunne Bjerring hyldes som sit holds bedste, da en fortjent 4-1 gevinst var skøjtet i hus i Esbjerg. Sejrscifrene var på plads allerede kort inden 2. periodes afslutning, da en anden Hvidovre-rekruttering Lasse Degn havde sørget for det fjerde mål.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























