Landsholdsspilleren Kasper Bøgelund gik i dag opløftet fra hospitalet med besked om, at hans korsbånd er intakt. Den 22-årige forsvarsspiller måtte under fuld narkose gennemgå en operation for at undersøge den knæskade, han fik i søndagens topkamp i den bedste hollandske række mellem PSV Eindhoven og Ajax Amsterdam. »Det gik rigtig godt. Der er ikke noget i vejen med korsbåndet, og det var det, jeg havde frygtet«, siger Kasper Bøgelund, der nu har fået en krykke, som han skal gå med i en uge. Derefter skal han gå med en skinne i seks uger, men allerede mandag begynder genoptræningen så småt på hospitalet.
Bøgelunds korsbånd intakt
Lyt til artiklen