Den legendariske danske målmand Peter Schmeichel stopper karrieren til sommer. Det skriver han i en klumme i den britiske avis The Sunday Times. »Jeg har kigget dybt i sjælen i månedsvis for at træffe denne beslutning - den sværeste i min karriere«, står der i The Sunday Times. »Det er meningen, at man skal vågne op hver morgen og se frem til dagens udfordringer, men min krop er ikke længere glad for det. Jeg har altid lovet mig selv, at jeg skulle videre, når det øjeblik kom. Det er på tide at stoppe karrieren som spiller«, skriver Peter Schmeichel i den britiske avis. City-manager Kevin Keegan har dog forsøgt at få den store dansker til at fortsætte endnu et år. Bare det at komme ud af sengen og få gang i kroppen er blevet en daglig prøvelse for den store dansker, der må bruge en time hver morgen, før han er klar til at tage til træning. »Jeg plejede at føle mig uheldig, hvis jeg måtte bruge støttetape 15 gange i løbet af en hel sæson. Nu må jeg tape fire eller fem dele af kroppen op bare for at komme igennem en træningsseance. Det er ingen skam at erkende, når nok er nok«, skriver Peter Schmeichel. Dermed stopper 39-årige Peter Schmeichel efter sæsonens sidste fem kampe for Manchester City efter en karriere, der har budt på højdepunkter som EM-titlen, Champions League-trofæet og mesterskabstitler i England, Portugal og Danmark. Tog fart i Brøndby Peter Schmeichel fik for alvor fart i karrieren som målmand i Brøndby, og storhedstiden kom efter skiftet til Manchester United. Han var i den engelske storklub i otte år. Schmeichel forlod Manchester United i 1999 efter finalesejr i Champions League for at drosle karrieren ned i Sporting Lissabon i Portugal. Her blev det også til en titel inden den store dansker overraskende skiftede tilbage til det hårde kampprogram i Premier League, da Aston Villa viste interesse. Sidste år skiftede han så til Manchester City, der får æren af hans sidste lange udkast. EM var et af højdepunkterne Højdepunkterne står i kø i hans lange karriere, men EM-finalen mod Tyskland i 1992 viste en Peter Schmeichel i den smukkeste form, hvor han totalt pillede glansen af Jürgen Klinsmann og kompagni og var stærkt medvirkende til den sensationelle danske EM-titel i Sverige. Peter Schmeichel blev noteret for 129 landskampe for Danmark. Vil gerne være manager »Det mest naturlige ville være at blive manager. Det, jeg har lært af Alex Ferguson, Kevin Keegan, Morten Olsen og andre, har givet mig fundamentet for at tage en sådan udfordring«, skriver Peter Schmeichel.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























