Herfølge klar til oprykning

Lyt til artiklen

Topholdet Herfølge blev sikret en plads i superligaen fem runder før sæsonafslutningen, da Vejle blev slået af Horsens i en fantastisk målgyser. Herfølge rykkede op i superligaen i fodbold på motorvejen ved Bjæverskov i går eftermiddag. I bussen på hjemturen fra 4-2-sejren over B 1909 i Odense fulgte Herfølgespillerne spændt med i radiomeldingerne fra Vejle - og da der manglede omkring 15 kilometer til Herfølge Stadion, var det afgjort, at Vejle ikke ville vinde. Dermed blev det suveræne tophold stensikker på en oprykningsplads med fem runder tilbage i 1. division. Målgyser i Jylland Det var i øvrigt en fantastisk målgyser, tilskuerne på Vejle Stadion blev vidner til. Gæsterne bragte sig sensationelt og chokerende for hjemmeholdet, der indtager rækkens tredjeplads, i spidsen 4-0. Men efter pausen arbejdede vejlenserne sig tilbage i kampen, og trods en udvisning af anfører Klaus Eskildsen ved 2-4 lykkedes det at udligne til 4-4 - inden AC Horsens lavede 5-4-sejrsmålet. Tidligere Esbjerg-spiller i fokus I Odense sørgede den tidligere Randersspiller Lars Larsen for to af Herfølges fire mål mod B 1909. Han har været med til at skærpe konkurrencen om pladserne i startopstillingen, efter at han skiftede til Herfølge i vinter. På det seneste har han holdt Kenneth Jensen ude af holdet, og Lars Larsen har markeret sig både som oplægger og afslutter. Målmanden Morten Cramer fremhæver en anden ny spiller, der tiltrådte ved årsskiftet - Simon Karkov, som Herfølge hentede i Esbjerg. »Simon er gået ind og har styret midtbanen sammen med Thomas Høyer. På det seneste har Simon spillet helt fantastisk«, siger Morten Cramer, der i øvrigt er en af de mange Herfølgespillere, som endnu ikke har fået en kontrakt for næste sæson på plads. Han håber, at det sker allerede i denne uge. Tilbage i Superligaen Morten Cramer, der arbejder på halv tid som politimand ved siden af fodbolden, giver denne forklaring på Herfølges succes: »Vi er godt besat på alle pladser, og især her i foråret har vi været taktisk særdeles godt organiseret. Forsvaret giver ikke meget væk, og holdet hænger stærkt sammen. Jeg mener, at vi i den lange vinterpause, da vi bl.a. var en uge på træningslejr i Spanien, fik forbedret holdorganisationen, fordi vi havde tid til virkelig at arbejde med tingene. Den tid har man jo ikke på samme måde i sommerpausen«. Også træner Johnny Petersen, der kom til Herfølge sidste sommer som afløser for John 'Faxe' Jensen, der tog hjem til Brøndby for at blive Michael Laudrups assistent, skal til kontraktforhandlinger en af de nærmeste dage. Herfølge har været væk fra superligaen i to sæsoner - og det er meget svært at sige, hvordan oprykkerne vil klare sig i landets bedste række, kommenterer Morten Cramer. »Der er et stort spring fra 1. division til superligaen. Vi kan jo se, at en af oprykkerne altid rykker ud igen med det samme. Der tales om forstærkninger udefra, og det vil selvfølgelig være godt med nye, gode spillere i truppen«. Allan Nielsen lurer Om ekslandsholdsspilleren Allan Nielsen skal spille for Herfølge i næste sæson, er stadig uafklaret. Han bosætter sig formentlig i hovedstadsområdet og vil fortsætte karrieren et par år i superligaen. Han har været i kontakt med Herfølge, men om parterne er langt fra hinanden eller tæt på at lave en kontrakt, er ikke til at få at vide. Med 2-1-sejren hjemme i Valby over FC Aarhus tog Frem endnu et skridt på vejen til at følge Herfølge op i superligaen. Frem er nu ni point foran nummer tre. Vejle er fortsat på tredjepladsen, men nu kommer Randers FC op og truer vejlenserne og Fredericia, der er nummer fire. Med 4-2 over B 93 fik Randers den tredje sejr på stribe, og cheftræner Lars Olsen var glad og tilfreds. »Nu scorer vi på chancerne. Det gjorde vi ikke i starten af foråret. De kampe, der er på vippen, tipper over til vores fordel. Det er såmænd forklaringen på, at vi er begyndt at få point hver gang«, siger Lars Olsen. Svenne Poulsen nettede en enkelt gang. Han har lavet fem mål i de tre seneste kampe, hvor Randers har scoret 13 gange. Randers spiller i Herfølge i hverdagsrunden på torsdag aften. »Herfølge er klart det bedste hold i 1. division«, siger Lars Olsen. »Frem har en række gode individualister, men Frem'erne har været noget svingende i præstationerne. Herfølges stabilitet er derimod imponerende - men jeg regner da med, at vi vinder på Herfølge Stadion ...«. »Jeg tør ikke spå, om Herfølge kan klare sig i Superligaen. Men Herfølge er i hvert fald holdet og klubben med de største chancer. Herfølge har en god organisation og en god økonomi, og det er jo alfa og omega i dag«, siger Lars Olsen videre. Der bliver feststemning på torsdag aften i Herfølge. Det var der i øvrigt allerede i aftes, da Morten Cramer og holdkammeraterne landede med bussen efter udflugten til Odense, og mange fans og klubmedlemmer var mødt op for at sige tillykke med oprykningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her