Med en fantompræstation af den svenske kæmpe Magnus Bäckstedt, som på gårsdagens 42,5 km lange enkeltstart kun blev overgået af sidste års Vuelta a Espana-sejrherre Aitor Gonzalez, skabte Team fakta en af de helt store Giro d'Italia-sensationer, der ydermere medførte, at det danske mandskab også erobrede en af løbets førertrøjer. Det drejer sig om den blå, som hører til den såkaldte Intergiro-konkurrence - en speciel kappestrid, der ikke findes i de andre store rundture, men er særdeles prestigefyldt og økonomisk givtig i det italienske arrangement. Der er simpelthen tale om et delmål undervejs på hver etape, hvis facit tæller til et samlet klassement, og Bäckstedt har længe luret på at stryge til tops netop i den sammenhæng. Glad Kim Andersen »I første omgang var det denne Intergiro-trikot, Magnus kørte efter på enkeltstarten, og han var lidt i tvivl om, hvorvidt han skulle satse videre på de sidste 18 km. Men efter en kort puster lukkede han igen helt op for turboen. Jeg var ikke i bilen bag ham, men havde kørt ruten igennem efter den først startende, og da så jeg, at det virkelig var en strækning for Magnus. Det fortalte jeg ham, inden han skulle i gang, og det styrkede hans moral, der i forvejen var helt i top efter den indsats, han havde ydet allerede inden denne tempokørsel. Nu bliver vort mål helt klart at holde Magnus i den blå førertrøje, og jeg ved, det bliver uhyggeligt svært at få den af ham. Han er meget stolt af den og nød forståeligt nok at optræde på podiet. I øjeblikket er vi i gang med at få lavet nogle blå bukser til ham, så vi kan holde stilen også på den måde«, fortæller en meget glad sportsdirektør Kim Andersen fra Italien. En efter en måtte tempoeksperter opgive at matche Team fakta-rytteren. Den tidligere verdensmester Sergeij Gonchar (De Nardi) blev som nr. 3 besejret med 31 sek., Fassa Bortolos Dario Frigo med 32, men dennes holdkammerat Aitor Gonzalez fik oprejsning for en skuffende indsats i bjergene, da han demonstrerede de kvaliteter, som sendte ham til tops i sidste års Vuelta. Gonzalez var 51 sek. hurtigere end Bäckstedt med 54.33 min. og dermed i særklasse, men i det overordnede klassement bragte det ham kun frem på 16.-pladsen. Simoni lagde yderligere afstand Døgnet efter sin triumf på Dolomittertinden Alpe de Pampeago stillede Gilberto Simoni (Saeco) sin superform til skue også på enkeltstarten. Han kørte ind på en syvendeplads, men altafgørende var det, at han lagde yderligere afstand til sin eneste reelle rival, Stefano Garzelli (Vini Caldirola), som han slog med 39 sek. Det betyder, at der nu er 1.58 min. mellem de to sammenlagt. Petacchi kan blive tvunget til at udgå Førstemanden i pointkonkurrencen, den firdobbelte etapevinder Alessando Petacchi (Fassa Bortolo) udsattes for et slemt styrt, som muligvis tvinger ham til at udgå i dag, hvor 15. etape fra Arco til Pavia ellers synes skræddersyet til ham. Flot juniorresultat i Holland Dansk cykelsports unge talenter har i weekenden opnået fornemme resultater i store udenlandske begivenheder. Team PH vendte hjem fra juniorernes World Cup løb i Holland med etapesejr til Kasper Jebjerg i kraft af eminent kunnen på brostenene. Sammenlagt blev Christian Finnerup nr. 6 og Anders Lund nr. 10. Team PH's Mads Christensen, der kører sin første seniorsæson, sluttede i Olympia Tour som nr. 5 andetsteds i Holland, og scorede dermed sine første verdensranglistepoint. Hillerød-rytter sejrede i Post Cup-løb 2. afdeling af den hjemlige Post Cup gav sejr til Hillerøds Lars Frederiksen, hvis solofremstød med to af de 15 omgange tilbage på ruten i Thy, holdt til mål. Brian Vandborg, Herning, og professionelle Bekim Christensen jagtede ham, men måtte se sig slået med 33 sek.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Om en måned skal de være ude: Op mod 100 musikere får frataget deres øvelokaler
-
Trump joker om at overtage Cuba 'når arbejdet i Iran er færdigt'
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























