Fusionsfuser får konsekvenser

Herfølge er tilbage i Superligaen i næste sæson, mens Køge kun har teoretiske muligheder for at undgå første division. - Foto: Jesper Stormly
Herfølge er tilbage i Superligaen i næste sæson, mens Køge kun har teoretiske muligheder for at undgå første division. - Foto: Jesper Stormly
Lyt til artiklen

Det var en næsten historisk chance for at skabe en fusion mellem de to Køgeklubber i fodbold, Herfølge og Køge. Byrådet i den gamle kommune havde fundet et sjældent, men konstruktivt fodslag og støttede planerne - man ville endda gå ind som storlejer i det nye stadionbyggeri, der skulle blive en konsekvens af fusionen. Men dette var ikke nok til at hamle op med følelserne hos en del medlemmer, da man i Køge Boldklub skulle stemme sig frem til det store, afgørende ja. Ja blev der sagt af 54, men nej af 34. Og to var blanke. Der var altså et tigerspring op til det krævede flertal på tre fjerdedele af de 90 stemmeberettigede ved den nærmest natlige ekstraordinære generalforsamling i Køge Boldklubs amatørafdeling. Borgmester ærgrer sig Og det skuffer Køges socialdemokratiske borgmester, Torben Hansen, der gerne havde set fusionen og en deraf følgende styrkelse af topfodbolden i den østsjællandske kommune. »Det var ærgerligt. Der var opbakning fra et enigt byråd, og alligevel glippede det. Og jeg har ærligt talt svært ved at se, hvornår vi igen kan skabe en så bred politisk støtte til en fodboldsatsning. Kommunens idrætspolitiske visioner har i de senere år først og fremmest taget sigte på fodbold, men nu - efter afstemningen i Køge - må vi sadle om. Vi må tænke anderledes«, siger borgmester Torben Hansen, der er tidligere spiller og formand i en af kommunens mindre klubber, Lellinge Boldklub. Torben Hansen forestiller sig, at kommunens i forvejen planlagte møde med de to klubber onsdag 11. juni nu bliver et 'krisemøde', hvor man bl.a. skal høre, hvad klubberne nu forestiller sig, om de eksempelvis vil kaste sig ud i endnu et slag for fusionen. Millionstøtte »Vi har fået lavet en rapport, der viser, at vi har støttet både Herfølge og Køge Boldklub med millioner gennem årene til lysanlæg, stadionforbedringer og -udvidelser og vedligeholdelse. Og vi var også villige til at støtte et omfattende nybyggeri på Køge Stadion i forbindelse med den ventede fusion, bl.a. ved at gå ind og leje en række lokaler, der kunne bruges til nogle af de andre idrætsgrene i kommunen. Men vi er ikke tossegode i byrådet, og derfor skal vi nu til at vurdere, hvor vi vil placere vore kræfter og midler«, siger Køges borgmester. Han peger på, at det er på sin plads at give bordtennisklubben, der er med på topplan, bedre betingelser - og at det samme skal ske for bokseklubben, der har stor medlemsfremgang. »Man kan jo også spørge, hvorfor en by som Køge ikke har et fremtrædende håndboldhold. Og hvordan vi kan hjælpe den førhen så stærke badmintonklub tilbage i toppen. Vi skal til at se på en helt ny idrætsvision for Køge«, lyder det fra byens førstemand.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her