FCK pebet ud af Parken

Zuma måtte bæres fra banen. - Foto: Thomas Borberg.
Zuma måtte bæres fra banen. - Foto: Thomas Borberg.
Lyt til artiklen

FC Københavns fans er så afgjort ikke tilfredse i øjeblikket. De danske mestre har i fem hjemmekampe kun fået syv point, og hvad værre er - spillet savner i den grad offensiv kreativitet i øjeblikket. Lørdag forsøgte Hans Backes mandskab gennem 90 minutter uden held at nedbryde en gul forsvarsmur placeret glimrende af Herfølges oprykkere, der kæmpede og tacklede sig til et point via resultatet 0-0. Og da Sibusiso Zuma samtidig måtte udgå med en ankelskade allerede i første halvleg, kan det kun beskrives som endnu en skidt lørdag for FC København. Mere kreativitet Hjemmeholdet havde ellers for første gang i denne sæson Jörgen Pettersson med i startopstillingen, hvilket skulle give københavnerne mere kreativitet i en offensiv 4-3-1-2 opstilling. Herfølge var imidlertid godt organiseret til kampen i Parken, og før pausen var det kun sjældent, at favoritterne fik noget flydende spil til at fungere. Et af problemerne var, at Thomas Røll godt nok gjorde, hvad han kunne for at åbne venstresiden, men eftersom både anfører Peter Nielsen og Erik Mykland allerhelst ville opholde sig omkring midtercirklen, manglede der i den nye formation totalt en offensiv trussel i højre side. I stedet var det op til Ole Tobiasen af skabe noget fremadrettet, hvilket backen ikke umiddelbart havde den store succes med. Derfor var det kun få og spredte chancer de danske mestre kom frem til, mens Herfølge til gengæld flere gange var farlige på kontrastød ført frem at især Simon Karkov og den pågående Poul Hübertz, som udnyttede, at hjemmeholdet ofte var påfaldende sjuskede med afleveringerne i opspillet. Ulovlig tackling Herfølges tidligere anfører Thomas Høyer er tilbage på klubbens bedste hold, og han leverede en solid arbejdsindsats på den centrale midtbane, men det var også Høyer, der efter en halv time fik det meste af Parken på nakken, da han bagfra satte en ulovlig tackling ind på Sibusiso Zuma. Den sydafrikanske angriber blev liggende i græsset, og efter et par minutters forsøg på behandling, måtte han lade sig udskifte med Todi Jónsson. »Zuma har fået et mindre vrid i anklen. Det er ikke nogen længerevarende skade, men det er endnu for tidligt at sige, om han måske misser kampen på onsdag i Budapest«, sagde FC Københavns læge, Frank Odgaard, med tanke på klubbens kamp mod ungarske Ferencvaros i første runde af UEFA Cuppen. Fire mod tre På banen gjorde Zumas fravær ikke FC København farligere, selv om Todi Jónsson efter fem minutter på banen fik chancen alene mod Morten Cramer. Fra en spids vinkel ramte færingen stolpen, og i stedet fik Herfølge første halvlegs største mulighed, da gæsterne i sidste minut inden pausen pludselig var fire mod tre i et kontrastød. Simon Karkov fik imidlertid ikke afsluttet, og så blev FC Københavns spillere ellers sendt til pause ledsaget af en pibekoncert fra deres egne fans. Hjemmeholdet kom da også en anelse længere frem på banen fra anden halvlegs begyndelse, men der manglede fortsat idéer og i særdeleshed fløjspil, hvilket gjorde det nemt for Herfølges midtstoppere Kofi Dakinah og Jacob Bresemann at lukke af for Álvaro Santos, Todi Jónsson og indskiftede Peter Møller. Peter Nielsen fik et par gange trykket af, og færøske Jónsson fik en ny stor chance for at blive matchvinder, men mål blev der ingen af på denne lørdag. Og så var der igen pibekoncert i Parken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her