EM-slutrunden i fodbold til sommer bliver uden Norge. Det udskældte landshold under ledelse af den mindst ligeså udskældte landstræner Nils Johan Semb blev endegyldigt udspillet og til sidst også udstillet i den anden af to playoff-kampe mod Spanien, der i Oslo vandt sikkert 3-0. Forholdene på Ullevaal Stadion var ellers præcis som de norske spillere havde ønsket sig. En dårlig bane og en kold aften, som kunne tilgodese hjemmeholdets fysiske spil over for de teknisk stærkere modstandere. Rædselsfuld bane Samtidig havde nordmændene på forhånd lovet fight, aggressivitet og meget mere offensiv fodbold end i envejs-kampen lørdag i Valencia, hvor kun mirakler fra målmand Espen Johnsen hindrede et større nederlag end 2-1. Alle løfterne blev dog efterladt som tomme ord i avisernes spalter, da kampen på den i sandhed rædselsfulde bane i Oslo blev fløjtet i gang. Spanierne fik nøjagtigt lige så meget plads at spille på som fire dage før, og hjemmeholdet var efterladt i en skrøbelig mur foran eget straffesparksfelt - uden idéer og kvalitet til at skabe nogen form for organiserede angreb. Det måtte gå galt, og det gjorde det også ti minutter før pausen. På det tidspunkt havde målmand Johnsen i et kvarter humpet rundt efter at være landet forkert på sin venstre fod, men under alle omstændigheder havde han ikke kunne forhindre Spaniens anfører Raúl i at bringe gæsterne på 1-0. Stjernen fra Real Madrid indgik i et fint samarbejde med playmakeren Juan Carlos Valerón fra Deportivo La Coruña, og sammen spillede de to sig enkelt gennem det norske midterforsvar, hvorefter Raúl klinisk passerede Espen Johnsen. Håbet ødelagt i anden halvleg Dermed skulle Norge score to gange efter pausen for bare at fremtvinge forlænget spilletid, men det spinkle håb blev ødelagt fem minutter inde i anden halvleg, hvor det var Vicente Rodriguez' tur til at hugge endnu et søm i den norske EM-kiste. Backen Christer Basma begik en kæmpebrøler i eget felt. Det opfattede den spanske tekniker og passerede let Espen Johnsen med målet, der reelt sendte Spanien videre til den slutrunde i nabolandet Portugal, som det da også havde været en gigantisk skuffelse at misse. Lettelsen var da også kolossal på den spanske bænk, mens det inde på banen nu var ren legestue. Joseba Etxeberría kunne let heade scoringen til 3-0 i nettet, da Espen Johnsen forvandlede sig fra helt til skurk, da han sendte bolden direkte hen til wingen fra Athletic Club Bilbao. Kort efter blev målmanden byttet ud med Frode Olsen, og flere mål blev det ikke til i Oslo, hvor Nils Johan Semb med den missede EM-kvalifikation siger farvel til jobbet som landstræner. »Vi spillede mod et hold, der var klart bedre end os. Det må vi bare acceptere og sige tillykke til Spanien«, lød det fra den afgående træner, der følges på vej af den karantæneramte Henning Berg, som ligeledes stopper efter 99 landskampe. Med indsatsen vil der uden tvivl også blive krævet både generations- og systemskifte i norsk landsholdsfodbold, mens Spanien til gengæld kan skrives direkte ind på listen over favoritter ved slutrunden i Portugal.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























