Der var viljen til forskel, da AaB vandt 3-1 over OB og spændte ben for fynboernes drøm om at vriste Superligaens tredjeplads fra FC København. De tre point var vigtige for AaB, da de bevarede muligheden for at være med i kampen om tredjepladsen og UEFA Cup-plads. Kan AaB i de sidste to kamp inden vinterpausen mod nummer et og to, Brøndby og Esbjerg, spille på samme flotte måde, kan nordjyderne godt slutte sæsonen med 9 point. Træner Søren Kusk vil så aflevere AaB i en ønskeposition til Erik Hamren, når han fra årsskiftet tager over. »Jeg tror på, vi kan snuppe seks point i de to sidste kamp mod de to tophold. Spillerne er virkelig tændte for tiden. Vi kan slå alle hold. I de første 20 minutter spillede vi det bedste i denne sæson. Da Trond Andersen måtte gå ud med et trælår, blev vores spil slået i stykker, men da vi i anden halvleg fik skubbet forsvaret længere frem på banen, havde vi styr på spillet igen«, sagde Søren Kusk. En flot indsats »Spillerne kan kun roses for en meget flot indsats. Trond Andersens udskiftning og Christian Lundberg, der løb ud og ind med en skade, gav forvirring i første halvleg. David Nielsen spillede kampen med en lille fiberskade, så at slå nummer tre OB på den baggrund er rigtig flot. Det lover godt for de to sidste kampe«, smilede Søren Kusk. »Det havde været et meget stort tyveri, hvis vi var kommet fra Aalborg Stadion med point. Ingen kan indvende noget mod AaB's sejr. De var klart bedre end os. Begynder vi ikke at spille bedre, får vi intet i denne sæson. Vi var slet ikke klar, da dommeren fløjtede op. Det er utilgiveligt«, sagde OB's Thomas Lindrup. Det havde man svært ved at være uenig med ham i. AaB åbnede den underholdende kamp med, at Mads Bro Hansen efter to minutter sparkede et frispark på overliggeren. En advarsel til OB om, at det ikke blev deres eftermiddag på det kolde Aalborg Stadion. To minutter senere var Mads Bro på pletten til 1-0. Med ryggen til fik han bolden i straffesparksfeltet. Han drejede rundt og scorede i det korte hjørne. AaB måtte rykke rundt Det blev 2-0 efter 16 minutter. Allan K. Jepsen, der havde indledt kampen med at give Steen Nedergaard store problemer, rundede igen OB's svagt spillende højre back. Allan K. Jepsens smukke indlæg fra baglinjen sparkede en udækket David Nielsen midt for mål i nettet med en lang tå. AaB måtte rykke rundt, da Trond Andersen gik ud efter 20 minutter. Det slog holdets flotte spil i stykker. Fire minutter før pausen fik OB nyt håb. Steffen Højer spillede smart Mwape Miti, der flugtede i nettet til 2-1. I anden halvleg kom OB bedst fra start. På et tidspunkt, hvor fynboerne virkelig var ved at få overtaget, slog AaB kontra til 3-1. Simon Bræmer vandt en tackling med Jacob Gregersen. Bolden kom videre til Mads Bro Hansen, der snød Jacob Gregersen, der var nået med tilbage. Mads Bro Hansen scorede fladt under Martin S. Jensen, der kom skævt ud af målet. 10 minutter før tid blev Jimmy Nielsen igen den helt store helt på Aalborg Stadion, da han med en refleksredning af de helt store klarede skuddet fra en fri Mwapi Miti. Jimmy Nielsen blev de næste minutter hyldet af de godt 8.000 tilskuere, der godt vidste, at en reducering der for alvor havde bragt OB tilbage i kampen.!
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























