Fodboldklubber anklages for dårlig moral

Lyt til artiklen

Forsikringsselskabet Gerling går til direkte angreb på den professionelle fodboldbranche i Danmark. Selskabets direktør, Stig Jensen, anklager fodboldspillere og klubber for at spekulere i deres forsikringsforhold og siger, at Gerling flere gange har overvejet at politianmelde i forbindelse med erstatningssager. »Vi oplever usædvanligt mange forglemmelser, når vi modtager erklæringer fra en spiller. Nogle gange kan man ikke huske, at man har været ved lægen otte gange med det knæ, som man i sin erklæring har skrevet aldrig har været skadet. Men når vi indhenter lægelige oplysninger i forbindelse med en erstatningssag, så finder vi ud af det, og det er bekymrende, at vi har oplevet det så mange gange, som tilfældet er«, siger direktøren for Gerling Danmark, Stig Jensen, og tilføjer: »Det er de få, der har ødelagt det for de mange«. Tvist mellem Gerling og AaB Gerling har i den seneste tid været udsat for kritik fra blandt andre fodboldklubben AaB, som hævder at have ti millioner kroner til gode hos forsikringsselskabet. For tre år siden fik AaB skadet midtbanespilleren Lars Thomsen og den norske angriber Frank Strandli. Begge er erklæret fodboldinvalide, men Gerling har fortsat ikke udbetalt nogen erstatning - hverken til spillerne eller til fodboldklubben AaB A/S. Derfor har AaB valgt at stævne Gerling for at få løst spørgsmålet omkring de ti millioner kroner. »Vi kan af hensyn til vores tavshedspligt ikke udtale os om den pågældende sag. Men jeg kan sige, at vi ikke kan genkende det forløb, som AaB har valgt at skitsere i pressen«, siger Stig Jensen. Selskab mistænkeliggjort Gerling har indtil i dag valgt at forholde sig tavs til kritikken. Men efter et indslag i TV3's fodboldmagasin 'Onside' i søndags, hvor direktør Stig Jensen følte, at Gerling »blev mistænkeliggjort i en helt uacceptabel grad«, har direktøren valgt at stå frem. »Vi er flere gange blevet truet af forskellige klubdirektører, som ville gå i pressen, hvis ikke vi udbetalte forsikringssummerne. Det finder jeg meget uprofessionelt, og jeg kan kun sige, at sådanne trusler preller af på os som vand på en gås«, siger Stig Jensen. God forretning i Europa Gerling forlod det danske fodboldmarked for halvandet år siden, fordi der var for mange problemer. Forsikringsselskabet tegner dog fortsat fodboldforsikringer i både England, Tyskland og Italien, hvor selskabet har en god forretning. »Jeg tror, at klubbernes dårlige økonomi i Danmark gør, at de forsøger at udnytte deres forsikringer. Vi har i hvert fald talrige eksempler på, at man har spekuleret i en udbetaling - og det oplever vi ikke i resten af Europa«, siger direktøren. Hos Divisionsforeningen kan direktør Claus Rode Jensen ikke forstå den kritik, som Gerling retter mod klubber og spillere. Han siger, at hvis Gerling har kendskab til forsikringssvindel, skal selskabet sørge for at gøre noget ved det. »Jeg kunne godt tænke mig at se noget dokumentation for de påstande, som Gerling fremsætter. Økonomien herhjemme er ikke værre, end den er i andre lande, så jeg har svært ved at forestille mig, at det forholder sig, som de siger«, siger Claus Rode Jensen. Spillerforeningens formand, Palle Sørensen, vil dog ikke afvise, at der kan være brodne kar blandt spillere og klubber. Han har ikke personligt kendskab til nogen sager, hvor han ved, at der har været tale om svig, men han siger, at det ikke er utænkeligt. »Det giver da stof til eftertanke, at det bliver sværere og sværere at forsikre spillerne. Og jeg har da set en undersøgelse, hvor den danske moral i forhold til alle slags forsikringer ikke er for god. Jeg kender ikke nok til at sige noget om, hvorvidt det også forholder sig sådan inden for fodbolden, men det kan vel ikke udelukkes«, siger Palle Sørensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her