Mens de danske håndboldkvinder måtte rejse hjem fra Kroatien med sportslige tømmermænd, kan TV 2 gøre klar til fest på Kvægtorvet i Odense. Selv om det danske landshold røg ud allerede efter den indledende runde, har tv-kanalen holdt høje seertal, som kulminerede i søndags, da næsten 1,1 millioner danskere fulgte dramaet mellem Frankrig og Ungarn - ugens mest sete tv-program i Danmark. »Det har været en stor succes for os. Selvfølgelig ville tallene have ligget højere, hvis Danmark havde været med helt til slut, men det havde vi på forhånd ikke regnet med, så derfor er vi alt i alt meget tilfredse«, siger TV 2's sportschef Morten Stig Christensen. Halv million seeere til semifinale »Der er altid en risiko, når man bevæger sig ind i en verden som den her. Det er det samme med fodboldslutrunden, som vi fik, før Danmark kvalificerede sig. Det vil altid være godt at have en EM-slutrunde, men der er stor forskel på, om Danmark er med eller ej«, siger Morten Stig Christensen. Allerede til semifinalen lørdag mellem Frankrig og Ukraine havde TV 2 over en halv million seere. Det er ifølge direktøren for Mediebureauet OMD, Johan Boserup, et meget højt tal, når man tager i betragtning, at Danmark for længst var ude af turneringen. »Det er overraskende tal. Der er ingen tvivl om, at TV 2 havde håbet på, at Danmark var med længere - det kan vi se ud fra de beregninger, de har lavet - men at de alligevel er i stand til at trække så mange seere, er imponerende«, siger Johan Boserup. Han mener, at TV 2 høster frugterne af egen satsning, som begyndte, da kanalen mistede rettighederne til fodbold. Det tvang kanalen til at finde en anden sport, som på samme måde kunne bygges op til at være noget interessant for hele nationen. »For ti år siden var håndbolden ingenting, men TV 2 har været dygtig til at gøre håndbolden til en begivenhed, sådan at det ikke bare er en tilfældig finale, når der spilles finale ved en slutrunde, men at der faktisk er tale om noget, som interesserer nationen, selv om Danmark ikke er med. Det er ret imponerende, og jeg tror, at TV 2 ville være i stand til at bygge det samme op omkring ishockey, hvis kanalen skulle miste håndbolden«, siger Boserup. Reklamekroner er reddet På reklamesiden betød Danmarks exit i Kroatien heller ikke det store. Aftalerne om reklamerne blev allerede indgået i november, og derfor er pengene i hus - uanset at Danmark skuffede i turneringen. Til gengæld tager det lidt længere tid at nå ud til det antal seere, som annoncørerne er blevet lovet. »Det har været en god forretning for os at have håndbolden. Og der er ingen tvivl om, at vi ville kunne mærke det, hvis ikke vi kunne have tilbudt håndbold. Vi plejer at sende håndbold, og det er blevet en del af det familietilbud, som vi har sammen med vores julekalender«, siger TV 2 Reklames markedschef, Peter Olafsson.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























