Hurtige øretæver til Camilla Martin

Camilla Martin nåede finalen, men ikke det øverste trin på sejrsskamlen i Copenhagen Masters. - Foto: Jacob Ehrbahn
Camilla Martin nåede finalen, men ikke det øverste trin på sejrsskamlen i Copenhagen Masters. - Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Sjældent har Camilla Martin smilet så afslappet efter en nederlag, som da hun tog afsked med Copenhagen Masters i Cirkusbygningen med en gevaldig øretæve mod den kinesiske mester Xie Xingfang. »Jeg synes, det er på sin plads at smile efter at have haft fornøjelsen af at spille herinde i 11 år. Selvfølgelig ville jeg hellere have takket af med en sejr, men jeg tabte til en bedre spiller i dag. I stedet glæder jeg mig over, at jeg trods alt nåede finalen og på den måde fik lejlighed til at takke publikum herinde for mange års opbakning«, sagde Camilla Martin oven på den hurtige kamp. Afklaret med nederlag Xie Xingfang gik på banen med den selvtillid, det giver at være kinesisk mester i damesingle. I alle spillets faser havde hun teten og straffede ikke mindst Camilla Martin hårdt, når hende lange slag ikke nåede så langt tilbage på banen som ønsket. »Det kan godt være, at boldene var for langsomme, men jeg er faktisk overbevist om, at hvis jeg havde skiftet til nogle hurtigere, så havde jeg bare slået dem ud over baglinien. Under alle omstændigheder havde jeg tabt i dag«, lød det fra den afklarede taber, der håndterede kapitelet i afskedshistorien ganske afslappet. Klar til 'tirsdagskampe' »Beslutningen om at stoppe karrieren med Denmark Open i Århus til efteråret er taget for længe siden og bliver ikke lavet om. Derfor har jeg også haft så god tid til at vænne mig til tanken, at jeg kan optræde ganske cool ved de afskedsøjeblikke, der kommer mange af i det næste stykke tid«, forudså Camilla Martin og regner med, at attituden vil være den samme, når det er definitivt forbi. »Det nytter ikke at bruge ressourcer på at tænke på det, for så får jeg slet ikke spillet badminton de næste mange måneder. Jeg går til turneringerne på samme måde som altid og håber da stadig at kunne vinde en eller flere af dem - og det gjorde da ikke noget, hvis det blev den i Athen. Men min verden krakelerer altså ikke, hvis jeg har vundet min sidste turnering«, konstaterede hun og forsikrede, at badminton - måske på nær en periodes distancering lige efter sidste slag - altid vil være en del af hendes liv. Camilla Martin vil være at finde på tilskuerpladserne i fremtiden, ligesom hun utvivlsomt vil få en 'tirsdagsbane' med andre af de spillere, der har stoppet elitekarrieren. »Det er ikke sikkert, at jeg kan finde ud af at spille for sjov lige med det samme, men jeg kan vel lære det«, grinede hun efter nederlaget til Xie Xingfang.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her