Stor chance til Jan Magnussen

Lyt til artiklen

Sidste sæson var det Ferrari og i år bliver det et andet klassisk sportsvognsmærke, der får den danske racerstjerne Jan Magnussen bag rattet. Den 30-årige roskildenser har skrevet kontrakt med amerikanske Corvette om at køre tre løb i år, og det bliver de tre vigtigste og største sportsvognsløb - 24-timersløbet på Le Mans, 12-timersløbet på Sebring og Petit Le Mans på Road Atlanta - Magnussen skal deltage i for General Motors-klassikeren. »Jeg er vildt glad. Det er et stort privilegium at skulle køre for Corvette, der har en lang motorsportshistorie bag sig. Det er en stor chance for at få en klassesejr på Le Mans, og det er så absolut min ambition med denne kontrakt«, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse. Det er sjette gang, Jan Magnussen kommer til start i langdistanceløbet på Le Mans, men første gang, han stiller op for et etableret fabriksteam. Corvette vandt GTS-klassen så sent som i 2001 og 2002, mens det i fjor blev til en anden- og en tredjeplads. I år sætter General Motors alle sejl til for at tilbageerobre tronen i det franske løb, og det bliver med Jan Magnussen som en af frontfigurerne. Hurtige medkørere Corvette stiller til start med to biler i Le Mans, og Magnussen kommer til at dele rat med monegaskeren Olivier Beretta og engelske Oliver Gavin. Beretta har tidligere vundet GTS-klassen to gange, mens Gavin er mest kendt for i et par sæsoner at have kørt sikkerhedsbilen i forbindelse med Formel 1-grandprixer. »Det bliver et superteam. Både Beretta og Gavin er hurtige, så jeg forventer mig meget af vores samarbejde, og det er absolut realistisk at gå efter sejren«, mener Jan Magnussen. General Motors, der står bag Corvette, er verdens største bilfabrikant og blev grundlagt tilbage i 1908. 342.000 mennesker er beskæftiget hos GM over hele verden, og nogle af dem gar arbejdet på den Corvette C5-R, som Jan Magnussen skal køre i de tre langdistanceløb. I USA er Corvette et sportsvognsikon, og bilen har domineret på racerbanerne i sin 50-årige levetid, og Magnussen, der sidste år kæmpede mod bilen i en Ferrari, ved, hvor stærk den er. Bedste mulighed Den tidligere Formel 1-kører havde i fjor sin hidtil bedste optræden på Le Mans, da han kørte for Team Goh i en Audi R8. Han kunne dog intet stille op mod de fabriksstøttede Bentleyer, så da det stod klart, at Bentley ikke stiller til start i år, øjnede Magnussen en chance for et sæde med vinderchancer hos netop Team Goh. Det blev dog ikke til noget, da Audi valgte at støtte de private hold som blandt andet Team Goh mod, at holdene stillede op med den tyske bilgigants kørere. »Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg helst vil køre i en prototype, men da alle Audi-sæder er besat, valgte jeg at gå efter et sæde i en klasse med vinderchancer«, siger Jan Magnussen. Håber det bliver permanent Jan Magnussen håber, at aftalen med Corvette kan føre frem til noget mere permanent. »Jeg er glad for at skulle køre langdistanceløbene i år, men jeg kunne godt tænke mig at køre i en serie næste år«, siger Jan Magnussen. Han skal selvfølgelig forsvare sin titel i det danske standardvognsmesterskab, DTC, og derudover skal han i sin Peugeot 307 køre et par løb i det europæiske standardvognsmesterskab, ETCC. »Vi vil formentlig køre et løb i den europæiske serie tidligt på sæsonen og evaluere vores erfaringer. Så kan vi komme tilbage senere og være konkurrencedygtige, før vi deltager i en fuld serie i 2005«, siger Jan Magnussen til Autosport.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her