Det danske fodboldlandshold har nu fået en modstander til den sidste testkamp inden EM-slutrunden til sommer. Morten Olsens tropper skal i Parken 5. juni møde Kroatien, syv dage inden slutrunden indledes i Portugal. Kampen er også den sidste test for kroaterne, som i Portugal er i pulje med Frankrig, England og Schweiz. VM-bronzevinderne fra VM i 1998 kom til EM efter to playoff-kampe mod Slovenien, og landstræner Morten Olsen er ganske godt tilfreds med opgaven. »Yderst kompetent modstander« »Vi gik efter en landskamp på hjemmebane, inden vi rejser til EM-slutrunden, og det er lykkedes. Kroatien er en yderst kompetent modstander, og deres sportslige motivation for landskampen er præcis den samme som vores«, siger Morten Olsen. Landstrænerens forberedelser til EM-slutrunden indledes på onsdag, når ligalandsholdet med spillere fra de danske rejser på træningstur til USA.
Landsholdet varmer op mod Kroatien
Lyt til artiklen