DM i badminton: Overraskelser i herredouble

Lyt til artiklen

Som det nærmest lå i kortene på forhånd, blev det i herredouble, at overraskelserne indtraf på vejen frem mod dagens semifinaler ved DM i badminton. Finaleseedede Jens Eriksen og Martin Lundgaard, der rangerer som nr. 3 i verden, nåede således ikke frem blandt de fire bedste par i Danmark, da de tabte kvartfinalen til Jim Laugesen og Carsten Mogensen. De overraskende vindere begyndte først at spille sammen efter sommerens VM, da Michael Søgard gik på pension og efterlod Jim Laugesen ledig. Han fik nu 20-årige Carsten 'Nuller' Mogensen som makker. »Det er et stort skridt fremad i vores udvikling at vinde den kamp«, konstaterede Jim Laugesen efter at have vundet 11-15, 15-12, 15-7. Chancer ved nettet »Normalt spiller vi mere defensivt, end vi gjorde i dag. Nuller tog chancerne ved nettet, og når det lykkes, er han i verdensklasse«, tilføjede den rutinerede halvpart i DM's hidtil største overraskelse. »Vi var meget rolige i dag. Nogle gange er vi overtændte og skælder hinanden ud, men det holdt vi os fra«, supplerede Carsten Mogensen, der undervejs i kampen overlod det til makkeren - og modstanderne - at brokke sig over en del dommerkendelser. »Det er en uheldig måde, at dommene blev formidlet på. Havde der bare været sagt konsekvent 'out' eller 'god', så var der aldrig opstået diskussioner, selv om de nu ikke skal have skylden for vores nederlag - det gik vist nogenlunde lige op«, sagde Martin Lundgaard, der i stedet ærgrede sig over, at han og Jens Eriksen ikke havde lukket første sæt ved føringen 14-5. »I stedet fik de lov til at komme i gang, hvorefter vi tabte på to elendige begyndelser på andet og tredje sæt, hvor vi kom bagud henholdsvis 1-10 og 0-8«, slog han fast. Verdensmestre i semifinale I semifinalen er Jim Laugesen og Carsten Mogensen, der har spillet sig frem som nr. 44 i verden, atter undertippede mod Mathias Boe og Michael Lamp. I den anden semifinale står Jesper Larsen og Joachim Fischer - begge i nyere tid vraget fra forbundstræningen - over for verdensmestrene Jonas Rasmussen og Lars Paaske, efter at have slået semifinaleseedede Thomas Laybourn og Peter Steffensen allerede i anden runde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her