Kipketer - vores ny hest

Lyt til artiklen

- et muskelbundt med guldrandet afstamning Så har stald Politiken atter to heste. Og vi synes, at vi har gjort et fantastisk interessant køb i den toårige hingst Kipketer, der har kommer fra kvalitetsopdrætteren Niels Hundebøl i Grindsted. Den veludseende brune hingst er lidt af et muskelbundt trods sine kun to år, og den var Thomas Fischers første prioritet, da han i slutningen af februar tog til Jylland og prøvekørte ti-tolv heste, hvis ejere havde reageret på vores annonce i LøbsGuiden. Hesten virker stærk og robust og har fået en opvækst med meget udeliv, dens røntgenbilleder er fejlfrie, og den viser absolut talent for travet, selv om den langtfra er en færdig væddeløber. Målet er, at Kipketer i den nærmeste tid går til Thomas i Ølstykke, og at han så får god tid i optræningen, før vi ser ham i det første væddeløb. Muligvis vil han blive startet en enkelt gang som toårs (i år), men foreningens politik er at satse på tre- og fireårssæsonen, hvor de store hjemlige mål er 3- og 4-års Grand Circle, 3- og 4-års Grand Prix og især derbyet som fireårs. Kun tiden kan vise, om en hest når disse ambitiøse mål, men man kan øge chancen ved at vælge et individ, der har gode blodlinjer, og vi er stolte over at kunne fortælle følgende om stamtavlen: Smok´n Lantern: Faderen er den amerikanske hingst Smok'n Lantern (født 1997), der som toårs i 1999 vandt travverdenens største toårsløb Peter Haughton Memorial og i alt seks sejre i 11 starter samt 3 millioner kr. Den fik kilometertid 1:13,0. Hesten skadede sig selv efter prøveløb på 1:12,6 som treårs og måtte standse karrieren, hvorefter den blev solgt som avlshingst til Sverige, hvor den i sine tre første bedækningsår har haft ikke færre end 426 hopper, selv om prisen for en vellykket bedækning er i alt 43.000 skr. Smok'n Lantern er selv søn af verdensrekordholderen Pine Chip 1:09,6 (nogle husker Elitloppet mod Copiad), der på få år har leveret to vindere af verdens mest prestigefyldte væddeløb Hambletonian Stake. Pine Chip er født i 1990, og Kipketer er altså på fadersiden udtryk for et meget hurtigt generationsskifte. Kipketer er fra første årgang efter Smok'n Lantern, er han en af de blot to danskregistrerede hingste efter Smok'n Lantern i denne årgang! Titanic Dream: Moderen er den amerikanske hoppe Titanic Dream (1991), der er datter af Speedy Somolli-sønnen Moment of Magic. Titanic Dream har haft to afkom før de helt unge Jens Bøg 2001 og Kipketer 2002. Af de to foregående har C Monza Hoff (1995) startet. Med den danske ret almindelige Monza Hoff som far blev den røde hoppe C Monza Hoff en af sin årgangs bedste hopper, og hun vandt i 31 starter 7 sejre og 250.500 kr. og fik rekord 1:15,5! Moderen til Titanic Dream er den amerikanske Lindys Crown-datter Jade Ring, der har præsteret at levere to travere, som har passeret den svenske milliongrænse. Det handler om Defiant Dream (108 starter, 32 sejre, 1:14,1) og Jademack Ås (78 starter, 18 sejre og 1:12,8). Jademack Ås løber ni år gammel i fin form i Sverige endnu, og denne morbror til Kipketer kan man sikkert se i V75-løb i den kommende tid. Vi håber, at medlemmerne vil give os ret i, at det ser fantastisk spændende ud. Kipketer vil blive præsenteret for medlemmerne på generalforsamlingen (søndag d. 9. maj).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her