Anja Andersen undgik møde med dommerduo

Foto: Magnus Møller
Foto: Magnus Møller
Lyt til artiklen

Med Anja Andersen frivilligt fraværende sled Slagelses ubesejrede håndboldkvinder sig i aften til den 19. ligasejr i træk. Men det kneb gevaldigt ude mod FCK Håndbold, der i Frederiksberg Hallen førte 17-14 ved pausen og fulgte mesterskabsfavoritterne helt til dørs, inden vestsjællænderne kunne drage hjem med en gevinst på 35-33. Uklar årsag til fravær Forklaringerne på succes-trænerens manglende tilstedeværelse var ikke ganske enslydende. Den mildeste gik på halsbetændelse, hvilket også var den, spillerne tilsyneladende var blevet præsenteret for. Men den sandsynligvis korrekte - som Slagelses formand Bjarne Stenbæk var ophavsmand til - handlede om, at Anja Andersen havde været med sit hold i hovedstaden for at lægge taktikken og foretage de sidste pep-forberedelser, men derefter valgte at tage hjem. Årsagen skulle være, at hun på forhånd opgav at duellere med dommerparret Henrik la Cour og Jens Carl Nielsen, som hun tidligere har haft flere kontroverser med. Den værste, da hun i Antvorskovhallen præsenteredes for det røde kort i pokalnederlaget mod Ikast med tre spilledages karantæne til følge - men en kendsgerning blev det altså, at hendes tropper kunne klare sig uden hende. Og så er generaliebladet indtil videre ikke belastet yderligere af diverse disciplinære foranstaltninger. Stor kamp af Camilla Andersen Når Slagelse overvandt den krise, som fornemmedes umiskendeligt i 1. halvleg, skyldtes det ikke mindst, at anfører Camilla Andersen straks efter pausen kastede sig maksimalt ud i strabadserne, tog et enormt ansvar og overvældende vellykket optrådte i rollen som afslutter. I en håndevending opnåede Slagelse - vel at mærke i undertal - kontakt i de indledende minutter af 2. halvleg, og selv om hjemmeholdet igen tog et par måls afstand, var gæsternes nedtur afværget. FCK styrede første halvleg FCK styrede begivenhederne i de første 30 minutter af en match, der var præget af både intens spænding og adskillige tekniske fejl. Elly an de Boer var i 1. halvleg med sikre afslutninger stærkt medvirkende til den succesrige FCK-periode, men hun forsvandt ud af billedet efter pausen. Tæt afslutning Slagelse kom første gang foran 25-24 med et kvarter tilbage, da Bojana Petrovic - den anden store personlighed hos sjællænderne i denne match - scorede. Og selv om FCK holdt fint trit og nåede på 33-34 i det sidste minut, slap Slagelse med skrækken, og med få sekunder tilbage noteredes Camilla Andersen for sin 13. scoring.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her