Ny trænerduo fik lavet et taberhold om

Lyt til artiklen

FCK'erne lignede en samling tabere, Herfølge-spillerne en flok vindere, da de forlod Parkens grønsvær - og Herfølges nye trænerduo, Allan Nielsen og Michael Schjønberg kunne stolte og meget tilfredse omfavne hinanden og dele store roser ud til alle mand for en storslået indsats. 1-1 var et fornemt resultat for Herfølge, der tog et lille skridt væk fra nedrykningszonen i Superligaen, mens FC København mistede to point i mesterskabskapløbet. Schjønberg blev fløjet ind Michael Schjønberg blev fløjet ind fra Tyskland få timer før kampen. Han er blevet løst fra sin trænerkontrakt i Kaiserslautern og starter for alvor i sit nye Herfølge-job tirsdag. Schjønberg deltog i den sidste opladning til kampen og delte gode råd ud i pausen. Det var Allan Nielsen, der havde lagt taktikken - og hans plan var få centimeter fra at føre til en overraskende udesejr. Da Mads Westh afdriblede Bo Svensson og derefter med en skudfinte kom forbi Martin Albrechtsen, havde han hele målet, med Magnus Kihlstedt midt i, foran sig. Men fra kort afstand sparkede han bolden lige forbi den ene stolpe, så FCK'erne slap med skrækken. Så tæt på, men alligevel var de, forståeligt nok, meget glade i Herfølge-lejren. Et taberhold (tre nederlag i træk) rejste sig med en viljestærk og taktisk klog indsats mod et FCK-mandskab, der længe skabte for få afslutninger, havde store problemer med at komme af sted til indlæg fra kanterne og som ikke havde beslutsomhed og dynamik nok, når nogle enkelte scoringsmuligheder kom som en naturlig følge af et massivt overtag i slutningen af kampen. Godt opdækkende »Vi stod stærkt som en enhed. Vi var lige så kompakte og godt opdækkende, som jeg havde lagt op til. Spillerne har reageret meget professionelt i denne situation, hvor det var en overraskelse for os alle, at Johnny Petersen trak sig fra cheftrænerposten«, sagde Allan Nielsen, der ikke spillede med, fordi han var småskadet. »Der var en fantastisk gejst over det hele«. »Og der blev også spillet fornuftigt fodbold indimellem«, tilføjede Michael Schjønberg. Anfører Morten Cramer fortalte, at spillerne i onsdags talte med en mentaltræner, og den første (og eneste træning inden kampen) med Allan Nielsen var præget af, at spillerne skulle have humøret og spilleglæden tilbage. »Den havde vi i dag. Det var vores bedste kamp i foråret«, sagde anføreren. Ikke mange chancer til Herfølge Herfølge skabte ikke mange chancer, men var farlig på dødbolde. Anders Jochumsen headede gæsterne foran 1-0 på Morten Avnskjolds hjørnesparksbold. Det fik Herfølge-folkenes selvtillid til at vokse. Bora Zivkovic og Jakob Bresemann tacklede og headede alt væk og lukkede af for FCK-opløb gennem midten, backerne var påpasselige i opdækningen, og på midtbanen var Morten Avnskjold vigtig som bølgebryder. Og Christian Nielsen imponerede med intelligent omgang med bolden, mange dybdeløb, og han kæmpede forbilledligt ligesom alle holdkammeraterne. Morten Bisgaard fik udlignet med et fladt skud på oplæg fra Todi Jónsson, der endnu ikke er i topform. FCK savnede længe overraskelser og ideer i opspillet mod de effektivt forsvarende østsjællændere. Uden Thomas Røll (der er småskadet og kom ind til sidst), Zuma og Alvaro Santos kunne FCK'erne ikke spille sig til mange åbninger og chancer. »Jeg kunne ikke klage på indsatsen, energien og viljen«, sagde FCK-træner Hans Backe. »Herfølge havde held med at tage tempoet ud af kampen i perioder, og vi fik ikke skabt nok. Men sådan er det ofte mod hold, der står så lavt på banen«. Ole Tobiasen kunne have headet FCK foran på en stor hovedstødschance. Christian Traoré, der kom ind som et frisk pust i FCK-offensiven, sparkede fladt uden om. FCK'erne manglede heldet i et opgør, hvor Morten Bisgaard og Hjalte Nørregaard arbejdede upåklageligt og førte mange bolde frem, og unge Jesper Bech imponerede igen. Han viste god teknik og boldbehandling, han havde nogle fine vendinger med bolden og godt tænkte afleveringer. Et FCK-lyspunkt på en aften, da Herfølge blev en slags vinder i Parken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her