FCK- anfører: Jeg er stolt

Lyt til artiklen

Guldfesten blev som beregnet på Farum Park. Ole Tobiasen røg Nordsjællands største cigar, Zuma dansede solodans for FC Københavns fans, og lille Elrio van Heerden rendte rundt med kæmpesmil og en vikingehjelm af guld. Hele vejen rundt kunne man mærke, at det havde holdt hårdt - både i den sidste kamp mod FC Nordsjælland og i en hel sæson. »Derfor er jeg også meget stolt lige nu. Jeg har kun været anfører for det her hold siden februar, og nu har jeg allerede hævet de to mest fornemme pokaler i Danmark. Og jeg mener ikke, at der er nogen, som kan sætte en finger på det her mesterskab«, sagde Bo Svensson efter den obligatoriske lufttur til træner Hans Backe. Den 24-årige kaptajn tog i vinterpausen over efter rutinerede Peter Nielsen og kan nu se frem til at skulle forsøge for første gang at spille FC København ind i Champions League. »Det bliver endnu et trin opad for de unge spillere, som allerede har taget et kæmpe slæb her i foråret. Så er det spørgsmålet, om ledelsen vælger at tro på dem eller køber forstærkninger i løbet af sommeren. Det vil jeg ikke gøre mig klog på«, lød det fra Bo Svensson, men de mange FCK-fans stadigvæk på skift kaldte mestrene ned til personlig hyldest. Blandt de mest populære var naturligvis Jesper Bech, der med sine syv mål i foråret har sin store andel i titlen. »Det er gået så utroligt stærkt for mig, men det er en fantastisk fornemmelse at stå her med både mesterskabet og pokalen. Efter fire-fem gode kampe kunne jeg godt mærke, at det måske har været lidt hårdt mentalt, men nu har jeg ferie, og så ville det være vildt måske at komme med i Champions League«, lød det fra angriberen, som reelt afgjorde tingene på Farum Park. Og som endnu engang fik store roser fra træner Hans Backe, der med sin elskede snus under overlæben nød øjeblikket i fulde drag. »For mig er det en enorm glæde og nok den største triumf, jeg har oplevet som træner. At vinde både pokal og mesterskab i samme sæson er noget, man sandsynligvis kun oplever én gang i sit liv, og når man så samtidig tænker på, hvordan tingene så ud i marts måned, er det en fantastisk præstation«, forklarede svenskeren, der i de sidste minutter inden pausen måtte se en sikker føring på 2-0 blive forvandlet til 2-2. »Jeg vil ikke sige, at spillerne fik gummiben, men de blev nok lidt for bekvemme på banen. Dermed blev endnu engang 'slidsomt' at sidde på bænken, men jeg tog det nu stille og roligt i pausen. Spillerne var selvfølgelig meget skuffede i omklædningsrummet, men i anden halvleg viste de igen den rigtige karakter«, sagde Hans Backe. Sammen med sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm skal han nu se frem mod den kommende Champions League-kvalifikation og vurdere, hvordan truppens sammensætning skal se ud. Inden for de nærmeste dage venter forhandlinger om en ny kontrakt med Morten Bisgaard, mens et par nyindkøb ligger i kortene. »Jeg håber og tror på, at vi står med bedre chancer for at klare kvalifikationen end sidste år. Ud over de spillere, som spiller i dag, vender Zuma, Thomas Røll, Urmas Rooba og Peter Møller også tilbage. Det ser godt ud«, sagde Backe.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her