Niclas Jensen tror på angriberne

Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Jon Dahl Tomasson og Niclas Jensen var de to bedste spillere på det danske EM-hold i den hurtigt glemte 2-2-kamp mod Estland i Tallinn forleden - og det vil være et voldsomt tab, hvis en af dem af en eller anden grund ikke kan spille alle kampene i slutrunden i Portugal. Fordi Tomasson er vort største internationale navn, en angriber i europæisk topklasse, og fordi Niclas Jensen er den eneste naturlige venstre back i truppen. Flere andre kan spille pladsen Så skarpt vil Niclas Jensen dog ikke være med til at stille tingene op, i hvert fald ikke hvad angår hans egen rolle og betydning, siger han beskedent. »Det er da rigtigt, at vi ikke er to venstrebensforsvarere, der konkurrerer om pladsen, men der er flere andre, som kan spille min plads. Kasper Bøgelund er en af dem, viste han mod esterne. Jeg er selvfølgelig lykkelig over, at jeg har været stamspiller over en længere periode, men jeg kan forsikre alle om, at jeg bestemt ikke føler, at jeg har en friplads på EM-holdet«, siger Niclas Jensen. »Det gælder for mig som for alle andre i truppen om at levere varen hver gang, kamp efter kamp og på træningsbanen. Ellers er der måske lige pludselig én, som presser sig på til min plads. Jeg kan da huske, at der på et tidspunkt ikke var så mange, der så mig som et seriøst alternativ til Jan Heintze, der var den sikre venstreforsvarer på landsholdet. Men i VM-slutrunden for to år siden fik jeg så hans plads, før det var ventet af de fleste«. Dramatisk udskiftning Det var en både dramatisk og opsigtsvækkende udskiftning af den daværende anfører. Jan Heintze viste svaghedstegn i den første kamp og blev skiftet ud efter et lille kvarter i 2. halvleg i 2-1-opgøret mod Uruguay. Niclas Jensen kom ind og lagde op til Jon Dahl Tomassons 2-1-sejrsmål. Mod Senegal bevarede Jan Heintze sin plads, hvorefter landstræner Morten Olsen til det store slag mod de franske titelindehavere satte Heintze af og satsede på Niclas Jensen. Siden den kamp, 11. juni for to år siden, har den 29-årige Dortmund-forsvarer været med hver gang, og han har været både solid i det defensive og en kreativ og hurtig offensiv kraft op langs sidelinjen i venstre side, hvorfra han har sørget for en række chanceskabende centringer og måloplæg, bl.a. til Jon Dahl Tomasson. Niclas Jensen indrømmer, at det ikke er imponerende, at EM-holdet har scoret blot fire gange i forårets fire kampe, mod Tyrkiet (1-0), Spanien (0-2), Skotland (1-0) og Estland (2-2). »Men«, siger han, »det beror en hel del på tilfældigheder og uheld, at vi ikke har lavet flere mål. Vi har jo skabt mange chancer og afslutninger. Og jeg er helt tryg ved de angribere, vi har i truppen. Jeg synes, vi er særdeles godt rustet«. »Såvel Ebbe Sand som Peter Madsen har spillet stærkt i Bundesligaen i foråret. Ebbe virker både skarp og i vældig godt spillehumør, og han er kommet fint over den 'målkrise', han havde i efteråret«, siger Niclas Jensen videre. »Og Jon har altså imponeret mig virkelig meget. Han er blevet stærkere og hurtigere. Jeg synes altid, han har været en fantastisk spændende type, fordi han er så god til at spille andenangriber og løbe ind og enten skabe plads til medspillerne eller selv afslutte. Nu har han vist, at han er lige så god, når han er den forreste angriber. Det er stort, at han efter at være startet som nummer fire eller fem blandt angriberne i en topklub som Milan nu har overhalet Filippo Inzaghi og er nummer to«. »Jon har både til træning og i kamp altid arbejdet ufatteligt hårdt, og han gør det til stadighed. Han er nået utrolig langt i sin karriere - og han bliver absolut en af vores vigtigste spillere i EM-slutrunden, ligesom han var det i VM for to år siden«, siger Niclas Jensen. Jon Dahl Tomasson spiller sin landskamp nummer 60 på lørdag i Parken, når Kroatien er modstanderen i den sidste opvarmningskamp inden afrejsen til Portugal. Niclas Jensen står over for sin kamp nummer 30 for Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her