7.240 cykeltøser på Stevns

100 kilometer ude på ruten hyldede en gårdejer traditionen tro deltagerne med Dannebrog. - Foto: Jacob Ehrbahn
100 kilometer ude på ruten hyldede en gårdejer traditionen tro deltagerne med Dannebrog. - Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Hallen er fuld af kvinder med vindjakker, og farvede cykelhjelme sidder stramt om korte og lange lokker. De står tæt, mens alle kæmper for at komme frem til bordene, hvor deltagernumre med tilhørende stregkoder udleveres. Udenfor skinner solen bag et let skytæppe, og cykelløbet på 112 kilometer er for længst i gang. Deltagerne fylder flydende de tre startbokse på Køge Havn op, så snart endnu et hold er sendt af sted. Men indenfor bliver rytterne forsinkede. »Damerne er stået sent op i dag, senere end de andre år, så de nåede ikke alle sammen at komme af sted til tiden«, fortæller en af nummeruddelerne, da alle kvinder har fået en hvid seddel klistret på maven og tramper rundt på Stevns. Ved afgangsstedet er der mulighed for at fylde sin vanddunk med vand eller saft fra enorme industridunke. En speakervogn holder parkeret midt på havnen, og to mandestemmer holder kvinderne ajour med sekunderne, med vejret og med deltagerlisten. Og underholder i øvrigt med alt, de kan finde på - af stort og bestemt også småt. »Så har vi et hold fra Udenrigsministeriet. Nu må vi håbe, at de kan finde vej«, lyder det i højtalerne, og udenrigsholdet morer sig storartet. I baggrunden spiller 50'er-musik, og formanden for Køge Cykelring, i cowboybukser og cykeltrøje, har travlt med at følge tidsplanen og få sluppet de ivrige kvinder ud af rækkerne. Det første morgenfriske hold blev sendt af sted klokken syv, og klokken nærmer sig ti, da speakerne fortæller, at en hurtig rytter er 15 kilometer fra målstregen. Mens et par kvinder, der endnu ikke er kommet af sted, kigger let misfornøjet på hinanden, ryster en fyr på hovedet. »Det er snyd« »Det er snyd. Mændene ligger på lur, lige så snart kvinderne drejer om hjørnet, og så lægger de sig foran dem for at presse dem op i fart«, fortæller han. Det er dog langtfra alle, der er med for at vinde. Sussi Eliason fra Nakskov skal køre turen for tredje år, og hun har overtalt sin århusianske veninde til at tage med. »Vi regner med at bruge omkring syv timer, det gjorde jeg sidste år. Vi ses så sjældent, og turen er så smuk. Vi skal holde nogle gode pauser«, siger hun, inden de to ruller ud på vejen, hvor hjemmeværnet holder bilisterne tilbage. Klokken 10.07 kommer den første rytter i mål efter tre timer og syv minutters ræs. Ude på ruten drøner cyklisterne forbi Amalie på otte år og Andreas på fire. De to børn er klatret op på en stige for at kunne vinke til deres mor, der forhåbentlig snart kommer forbi. 'Tina og Vibse' står der på skiltet, der hænger lige under det trin, hvor Amalie spiser is og koncentreret spejder efter kendte ansigter. 7.240 kvinder er med på turen, der i år bliver afholdt for 14. gang. På en gård ved Strøby Ladeplads har ejeren traditionen tro stukket dannebrogsflag i jorden. Hjemmet ligger 100 kilometer ude på ruten - kun 12 kilometer fra målstregen. Et skilt står halvvejs ude på asfalten og sladrer om, at hjemmet er mere end tissepost for trængende ryttere. En kvinde får en ekstra tuschtegnet opfordring med på vejen: »Kom så Rita«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her