Royal League jager sponsorpenge

Lyt til artiklen

Mens der i de fleste klubber i Danmark er sat gang i forberedelserne med henblik på den nye superligasæson, arbejdes der i kulissen på højtryk for at få den nye skandinaviske turnering, Royal League, klar til premieren 11. november i år. 1. juni ansatte arrangørerne bag turneringen den tidligere AaB-direktør Børge Bach, som har fået ansvaret for at sælge sponsoraterne til turneringen. »Vi leder efter otte sponsorer, som vil blive tilbudt et sponsorat efter Champions League-modellen, hvor det er de otte - og kun de otte - som bliver promoveret i forbindelse med turneringen«, siger Børge Bach. »Men selvfølgelig er vi ikke så firkantede, at vi ikke kan justere lidt på konceptet. Det er jo et helt nyt produkt, og derfor skal vi også lige finde ud af, hvordan det præcist skal skrues sammen«, siger Børge Bach. Håber på 20 millioner Arrangørerne bag turneringen håber, at de kan skrabe omkring 20 millioner kroner sammen i forbindelse med de otte sponsorater - hvilket vil sige, at hvert sponsorat ligger i omegnen af 2,5-3 millioner kroner, da arrangørerne har en del udgifter til billetter og lignende, når en virksomhed skriver under på en aftale. Indtil videre er der ikke underskrevet endelige kontrakter, men ifølge Claus Rode Jensen fra Divisionsforeningen, som er en af hovedarrangørerne, er der givet forhåndstilsagn fra to-tre virksomheder. »Det er rigtigt, at der ikke er underskrevet noget endnu, men der er firmaer, som har sagt, at de gerne vil være med. Men det er selvfølgelig svært, for vi forsøger at sælge skandinaviske sponsorater, så det skal være virksomheder, som er funderet i alle tre lande«, siger Claus Rode Jensen. Sponsorater uden indflydelse på præmiepenge Selv om det ikke skulle lykkes at sælge alle sponsoraterne, får det ingen konsekvenser for de præmiepenge, som klubberne allerede er blevet lovet. Medieaftalerne omkring Royal League betyder, at sponsoraterne er »fløde til kaffen«, som Claus Rode Jensen udtrykker det, og derfor bliver turneringen afviklet uanset hvad. »Hvis det skulle lykkes at sælge alle sponsoraterne, vil pengene blive fordelt sådan, at halvdelen går til at forøge præmiepengene i turneringen, mens den anden halvdel går til resten af klubberne, som spiller i den bedste række i de tre deltagerlande«, siger Claus Rode Jensen, der dermed lover en lille gevinst til de hold i Superligaen, Allsvenskan og Tippeligaen, som ikke har formået at kvalificere sig til Royal League. Det er de fire hold, som sluttede øverst i de tre turneringer, som er kvalificeret til den nye vinterturnering. I Danmark betyder det, at FC København, Brøndby, Esbjerg og OB allerede er sikret 1,25 millioner norske kroner (cirka 1,1 millioner danske kroner) bare for at deltage i turneringen, selv om der ikke skulle blive solgt et eneste sponsorat. Hvert hold er i den indledende pulje garanteret seks kampe - tre ude- og tre hjemmekampe - hvor en sejr vil give yderligere 250.000 norske kroner, mens en uafgjort giver 125.000 kroner. Mulig gevinst på ni millioner Avancement til andet gruppespil, hvor hvert hold får fire kampe, giver 1,5 millioner norske, som vil blive suppleret af 500.000 for en sejr og 250.000 for en uafgjort. Skulle man nå hele vejen til finalen og vinde den, venter der 3 millioner norske kroner, sådan at et hold, som vinder samtlige 11 kampe, kan tjene 9,25 millioner norske kroner - lidt mere end 8 millioner danske - hvilket klubberne skal langt hen i UEFA Cuppen for at tjene. Dertil kommer altså de eventuelle sponsorpenge, som vil gøre gevinsterne endnu større, og de entreindtægter, som klubberne kan hente i forbindelse med kampene i turneringen. »Der er nogle ting omkring sponsoraterne, som vi ganske enkelt ikke havde tænkt over. Hvad gør vi for eksempel, hvis det bliver tre danske og et svensk hold, som går videre? Hvordan sikrer vi så en norsk sponsor? Det er den slags forhold, som vi skal tænke igennem, og det er derfor, vi først og fremmest jagter firmaer, som er funderet i alle landene. Men jeg er bestemt fortrøstningsfuld med henblik på at få solgt alle sponsoraterne«, siger Claus Rode Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her