Paraguay har i nat overraskende slået Brasilien 2-1 og sikret sig en plads i kvartfinalen ved de sydamerikanske mesterskaber Copa America. Sejren betyder, at Paraguay, der stiller til turneringen med dets olympiske U23-mandskab, vinder gruppen og møder Uruguay i kvartfinalen. 'Vi dummede os' Brasilien var allerede inden kampen kvalificeret til næste runde, men nederlaget er alligevel en alvorlig bet for træner Carlos Alberto Parreiras tropper. Brasilianerne skal nu rejse 2.000 km nord på i Peru for at møde Mexico i kvartfinalen i byen Piura i weekenden. »Vi vidste, at Paraguay er meget stærke i luftspillet, og det var det afgørende i dag. Vi betalte dyrt for ikke at have forsvaret os mod dét, vi vidste ville komme«, siger en slukøret brasiliansk træner til nyhedsbureauet Reuters. Parreira tilføjer dog ironisk, at nederlaget ikke kunne komme på et bedre tidspunkt. Et nederlag på ethvert senere tidspunkt er jo ensbetydende med en billet hjem. Brasilien har ikke Ronaldo, Ronaldinho, Roberto Carlos, Kaka og flere af de øvrige verdensstjerner med, men stiller alligevel med et hold, der er blandt favoritterne til at nappe turneringssejren. Glad Paraguay-træner Paraguay-træneren Carlos Jara Saguier var stolt efter kampen og siger, at hans hold kan gå hele vejen i turneringen. »Mine spillere var velorganiserede og slog til på de chancer, der kom. Hvad mere kan man bede om? Nu kommer det hårde arbejde, men vi har planer om at tage pokalen med hjem«, siger Carlos Jara Saguier. Paraguay skabte blot tre chancer i hele kampen og scorede altså på de to. Målet til 1-0 kom efter en halv time, da angriberen Julio Gonzalez nåede højest til et hjørnespark. Paraguay fik en mand smidt ud Brasiliens Luis Fabiano udlignede med et smukt skud op i nettaget få minutter senere. Sejrsmålet faldt knap tyve minutter før tid, da Fredy Bareiro snørede forsvaren Luizao og sparkede bolden mellem benene på den brasilianske keeper Julio Cesar. Få minutter senere blev Paraguays Emilio Martinez udvist efter en hævnakt, men brasilianerne formåede ikke at gennembryde den paraguyanske defensiv i slutfasen. Chilensk nedtur Drama var der også masser af i gruppens anden kamp mellem Costa Rica og Chile. For tredje kamp i træk indkasserede Chile mål i slutfasen, og i aftes betød det, at chilenerne kan pakke kufferterne og sætte kursen hjem ad. Costa Rica vandt 2-1 efter at have scoret sejrsmålet med kampens absolut sidste spark. Andy Herron scorede det mål, der sender Costa Rica i kvartfinalen mod Colombia.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























