Bjarne Riis tipper Rasmussen i top 10

Michael Rasmussen. - Arkivfoto: Claus Bonnerup
Michael Rasmussen. - Arkivfoto: Claus Bonnerup
Lyt til artiklen

Varmen bager, og tinderne tårner sig op forude - frygtindgydende for mange i Tour de France-feltet, men lokkende for danske Michael Rasmussen, der sammen med amerikaneren Levi Leipheimer nu skal rette op på en hidtil ret mislykket indsats af forårets ellers så succesrige hollandske Rabobank-mandskab. Og den 30-årige sjællænder med de exceptionelt veludviklede klatregener er ikke ene om at tro på, der venter ham glædelige oplevelser i Pyrenæerne. Det samme gør både hans nuværende sportsdirektør Erik Breukink og hans tidligere chef Bjarne Riis. »Jeg synes Michael ser stærk ud, og jeg regner med, han gør så god en figur i bjergene, at han slutter blandt de 10 bedste i Paris«, lyder vurderingen fra Bjarne Riis. Afhængig af Rasmussen og Leipheimer Erik Breukink, der ligesom den forhenværende danske Tour de France-konge har mærket den krævende franske opgaves strabadser på sin egen krop med en podieplacering i 1990 efter Greg Lemond og Claudio Chiappucci som bedste resultat, konstaterer, at Rabobank nu er uhyre afhængig af sine udenlandske topnavne. »Vi har fået alt for lidt ud af den første halvdel af Touren, men jeg sætter min lid til Rasmussen og Leipheimer. Resten af holdet har fået klare direktiver om, at det fra nu af udelukkende gælder om at hjælpe de to bedst muligt, og begge virker så veloplagte, at jeg nærer store forventninger til dem«, fastslår Erik Breukink. Årets Rytter i Danmark 2003 har ingen problemer med, at han mere eller mindre er udset til at være Rabobanks redningsmand, for den udvikling falder glimrende sammen med hans egne ambitioner. Rasmussen med selvtillid »Selv om det var en hård dag at komme igennem på dårlige veje og i højt tempo, skal jeg ikke klage, for nu har vi fået de temperaturer, jeg kan lide, og jeg glæder mig til bjergene. På etapen til La Mongie regner jeg ikke med, der sker noget afgørende før til sidst, og sidder jeg med, inden det går opad mod mål, kan alt ske. Hvis jeg fortsat føler mig godt kørende, vil jeg ikke udelukke, at jeg prøver at angribe, for det gælder om at udnytte de chancer, der byder sig. Men den afgørende dag i Pyrenæerne bliver i morgen, og dér gælder det virkelig om at være vågen. Jeg har imidlertid ikke været ude for noget hidtil i løbet, som fortæller mig, at jeg ikke er en af feltets bedste klatrere«, siger Michael Rasmussen. Han krydsede målstregen som nr. 47 og sidste mand i gruppen med norske Thor Hushovd som spurtvinder 5.58 min. efter sejrherren David Moncoutie. »På et tidspunkt på etapen til Figeac blev jeg fanget bagude, da der blev lavet hul i feltet, men der var ikke for alvor fare på færde, for jeg havde lynhurtigt et par holdkammerater til at bringe orden i sagerne, og da Michele Scarponi befandt sig i samme situation som mig, fik vi ydermere hjælp af Domina Vacanze«. Fortrøstning hos CSC Hos Team CSC hersker også fortrøstning, inden Touren suser ind i en helt ny fase. Den største bekymring er koncentreret omkring nordmanden Kurt Asle Arvesen, der i går satte 13.20 min. til, og han er så slemt plaget af smerter i flere trykkede ribben, at der er grund til at frygte for hans skæbne i bjergene. »Der skete ikke så meget på denne etape, og det virker som om, vi ikke længere får ret meget snor, når vi forsøger at stikke. Vi havde vore folk til klassementet siddende fremme, så de ikke løb nogen risici til sidst. Både Ivan Basso, Carlos Sastre og Bobby Julich ser ud til at være ovenpå, så jeg er meget spændt på, hvordan de to næste etaper forløber. Det er nu, vi får klar besked på, hvad vi kan vente os af denne Tour i den samlede stilling«, fastslår Bjarne Riis.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her