Svømmedronning slået ud af dopingdom

Svømmeren Mette Jacobsen slipper med en advarsel, selv om hun blev testet positiv for brug af doping. Alligevel ved svømmestjernen ikke, om hun psykisk er klar til OL.   Foto: Jesper Stormly Hansen/EB
Svømmeren Mette Jacobsen slipper med en advarsel, selv om hun blev testet positiv for brug af doping. Alligevel ved svømmestjernen ikke, om hun psykisk er klar til OL. Foto: Jesper Stormly Hansen/EB
Lyt til artiklen

Om Mette Jacobsen sætter rekord med sin femte OL-deltagelse ved OL i Athen om mindre end tre uger, er stærkt tvivlsomt efter, at svømmeren har fået en advarsel af den internationale svømmeunion (FINA) for at have indtaget et dopingstof, der blev fundet i den urinprøve, som Mette Jacobsen afleverede efter at have vundet bronze i 200 meter butterfly ved EM i Madrid 16. maj. Her fandt man stofferne prednison og prednisolon, som står på Det Internationale Antidoping Agenturs (WADA) liste over forbudte stoffer. Læge erkender fejl På et pressemøde i Farum i går fortalte Mette Jacobsens advokat Merete Stagetorn, at der er tale om en fejltagelse. Mette Jacobsen opsøgte i april sin læge, Allan Bundgaard, gennem 13 år for at få penicillin. Hun fik 30 piller i en kuvert, som viste sig at indeholde stoffet prednison. Det blev hun først klar over, da hun 8. juli fik besked om, at testen fra Madrid var positiv. Ved en undersøgelse fandt Allan Bundgaard ud af, at han havde givet hende prednison i stedet for penicillin, hvilket han skriftligt har erklæret. At Mette Jacobsen slipper med en advarsel og ikke to års udelukkelse, skyldes, at det har været diskuteret, om stoffet overhovedet skulle på listen, og at det ikke er præstationsfremmende, men er på listen af hensyn til udøvernes helbred. Og ifølge WADA's regler kan en aktiv slippe med en advarsel, hvis vedkommende kan bevise, at stoffet ikke havde til formål at forbedre præstationen. Ikke bevidst snyd Ifølge Merete Stagetorn sagde FINA ved høringen, at man var overbevist om, at der ikke var tale om bevidst snyd. FINA understregede dog, at stoffet er forbudt, og at det er den aktives ansvar, at der ikke findes forbudte stoffer i kroppen. Afgørelsen kan betyde, at det europæiske svømmeforbund diskvalificerer Mette Jacobsen fra konkurrencen i Madrid, og dermed har hun ikke klaret det danske OL-krav. Derfor skal bestyrelsen i Danmarks Idræts-Forbund (DIF) tage stilling til, om hun kan få dispensation. Her skal bestyrelsen også tage stilling til, om hun kan få dispensation fra den regel, som DIF indførte for et halvt år siden, som siger, at dopingdømte som udgangspunkt ikke kan udtages til OL. Værste uger i livet Det vil i bestyrelsens overvejelser indgå, at Mette Jacobsen siden har opfyldt OL-kravet to gange, sagde DIF's kommunikationschef, Morten Mølholm, men han understregede, at Mette Jacobsen formelt set ikke har opfyldt OL-kravet, og han ville i går ikke give et bud på, hvad DIF's bestyrelse tænkes at mene om den sag. »Det har været de værste to uger i mit liv nogensinde. Jeg har altid kæmpet for og talt imod doping, og jeg kunne aldrig drømme om at snyde på nogen som helst måde. Jeg har taget nogle piller, jeg troede var antibiotika, som det senere har vist sig, at det ikke var«, sagde Mette Jacobsen. »Det påvirker mig selvfølgelig rigtig meget, at jeg ved, at med doping vil der altid, uanset hvilken dom man får, hvile en eller anden form for skygge eller mistanke. Jeg kan slet ikke udtrykke, hvordan jeg har det med det, for jeg føler selvfølgelig, at der er gået et stort skår i mit omdømme, og et eller andet sted tror jeg næsten, at det er det, der påvirker mig mest«, sagde hun og regner med at trække sig fra bestyrelsen i Anti Doping Danmark og måske også Team Danmarks bestyrelse. Om hun har kræfter til at deltage i OL, ved hun endnu ikke. Har du været for naiv ved at modtage pillerne i en kuvert? »Jeg har ikke på noget tidspunkt betvivlet en konvolut, hvor der står antibiotika tre gange dagligt i 10 dage. Det har jeg fået mange gange. Det er min fejl, og det er det, jeg bøder for nu, at jeg ikke har nærlæst glasset og set, hvad der blev lagt ned i den kuvert«, sagde en dybt berørt Mette Jacobsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her