Svenskere er billig arbejdskraft i SAS-ligaen

Esbjergs Fredrik Berglund og Brøndbys Andreas Jakobsson kæmper om bolden. En af blot mange svenske dueller i den bedste danske række.   Foto: Jens Dresling
Esbjergs Fredrik Berglund og Brøndbys Andreas Jakobsson kæmper om bolden. En af blot mange svenske dueller i den bedste danske række. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

»Se til venstre, der er en svensker«. Titlen på den danske film fra sidste år er på ny aktuel. Ikke i biografsalene, men derimod ude på de sommergrønne fodboldbaner, hvor man kan spotte mange af blå-gul oprindelse, uanset om man kigger til højre eller venstre. Brøndbys køb af Babis Stefanidis fra de svenske mestre Djurgården fuldendte dusinet af eksilsvenskere i den danske SAS-liga. Og flere er på vej. Halmstads Sharbel Touma forventes at trække den hvide AGF-trøje over hovedet fra årsskiftet, mens OB overvejer at tilknytte den unge forsvarsspiller Pontus Segerström fra Brommarpojkarna. Og rygtebørsen har længe sendt Evertons EM-spiller Tobias Linderoth til FC København. Billig arbejdskraft Men hvorfor er det mon 'in' at hyre arbejdskraft fra den anden side af Øresund? »Svenske spillere er billigere end danske, ikke mindst på grund af forskerordningen (så man kun betaler 25 procent i skat, red.). De har et godt ry som arbejdsomme og disciplinerede spillere, som er lette at integrere. Derudover går den danske superliga for at være på et højere niveau end den svenske Allsvenskan med spændende trænernavne som Michael Laudrup«, siger FIFA-agent Per Steffensen, der har stået for flere handler med svenske spillere. Han peger også på, at transfermarkedet har ligget underdrejet i mange europæiske lande, hvor klubberne ikke har haft det samme økonomiske råderum som tidligere. Således kunne Brøndby sidste år hente den svenske EM-spiller Andreas Jakobsson i tyske Hansa Rostock på en fri transfer. En intern regel i Sverige har desuden muliggjort, at flere svenske spillere er søgt uden for landets grænser. »I Sverige har man en slags halv Bosman-sag, så spilleren stadig koster penge ved et skifte til en anden klub i Sverige, selv om spilleren har kontraktudløb. Den regel stopper efter i år«, siger han. Svenske trænere giver svenske spillere Tre ud af tolv SAS-liga trænere er svenskere, og Per Steffensen mener, at en svensk træner i en dansk klub ofte vil være mere tilbøjelig til at hente svenske spillere end en dansk træner. Det giver AaB's svenske træner Erik Hamrén ham delvist ret i. »Det er klart, at jeg orienterer mig meget mod Sverige, når jeg overvejer nye spillere. Jeg har været træner i Allsvenskan i mange år og kender spillerne dér, mens jeg endnu ikke har det samme kendskab til det danske marked. Men for mig er det ikke vigtigt, om spilleren er dansk eller svensk, det skal være gode spillere til den rette pris«, fortæller Hamrén. Han mener, at SAS-ligaen holder et lidt højere niveau end Allsvenskan. Modefænomen »Spillere som Johan Elmander, Andreas Jakobsson og Mattias Jonson i Brøndby er altså landsholdsspillere, så det vidner om stor kvalitet. Både de sportslige og økonomiske perspektiver spiller ind, når man vælger at flytte til Danmark, men det handler selvfølgelig også om at udvikle sig personligt. Jeg tror ikke, at det spiller nogen rolle, at Danmark og Sverige geografisk ligger tæt på hinanden. I dag kan man jo alligevel flyve hurtigt fra land til land«, siger Erik Hamrén. Fodboldeksperten Poul Hansen, som tidligere har trænet Ikast, Lyngby og AGF i superligaen, vurderer ligeledes, at svenske spillere bliver tiltrukket af sportslige og økonomiske grunde samt muligheden for personlig udvikling. »Der er stor forskel på dansk og svensk fodbold. Og hvis du har spillet hele dit liv i ét land, så er det altså rart med lidt luftforandring. Når der ikke er så mange danskere, der tager den anden vej, tror jeg det hænger sammen med de økonomiske fordele, som svenskerne har ved at tage til Danmark« siger Poul Hansen. Han ser også de forskellige turneringsstrukturer som en mulig årsag. I Danmark bliver turneringen som regel afviklet fra juli til maj-juni med en indlagt vinterpause, mens Allsvenskan følger kalenderåret i perioden april-november og derfor ligger stille i næsten et halvt år. »Jeg tror, det kan være vigtigt for de svenske spillere i Danmark, at man spiller en større del af året her. Det er sværere at motivere en dansk spiller til at tage op til en kortere turnering i Sverige«, mener Poul Hansen. I øjeblikket spiller seks danske spillere i Allsvenskan, mens Danmark p.t. ingen trænere har i den bedste svenske række. »Men der er flere spillere, som kan være på vej til Sverige, for danske spillere har et godt ry. Mikkel Jensen er for eksempel anfører for Hammarby og blev sidste år kåret til at være blandt de absolut bedste midtbanespillere i Allsvenskan«, siger FIFA-agenten Per Steffensen.' Han regner ikke med, at dansk fodbold kommer til at opleve en decideret invasion af svenskere. »Det er lidt en trend. Engang skulle alle have afrikanere, og da Frankrig vandt VM i 1998 og EM to år senere blev deres spillere også handlet til de store klubber i for eksempel England. Men klubberne er meget mere prisbevidste i dag. De ser på, hvad de har råd til«, siger Per Steffensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her