Konflikten mellem spillerforeningen og divisionsforeningen og den igangværende spillerstrejke får endnu flere konsekvenser for det danske U/21-landshold. Sidst måtte venskabskampen i Polen aflyses og den kommende venskabskamp mod Frankrig må lide samme skæbne, da DBU ikke kan garantere at holdet stiller i stærkeste opstilling. Og nu må landstræneren Flemming Serritslev udtage hele 35 mand til den kommende VM-kvalifikationskamp mod Ukraine. »I forvejen får vore største talenter ikke megen international rutine via deres respektive klubbers deltagelse i for eksempel UEFA Cup´en, og med de få terminer, der er til venskabskampe, rammer det ekstra hårdt, når vi ikke kan afvikle disse, siger landstræneren i følge DBU«. »Det er en katastrofe for talentudviklingen i dansk fodbold. Det her kommer til at ramme hårdt. Normalt er U/21 landskampene den eneste mulighed for at få international erfaring for en lang række af de hjemlige spillere«, uddyber han til Ritzau. Spillerstrejken har for Morten Olsens vedkommende kun betydet, at han ikke kan bruge OB's Nikolaj Stockholm. Alle andre landsholdsspillere er på kontrakt i udlandet, men dem er der kun få af på U/21-holdet, hvor hovedparten spiller i de danske ligaer.
U/21-træner: Strejken er en katastrofe
Lyt til artiklen