Lamslået, skuffet og vred - viseren vibrerede eksplosivt i den negative ende af følelsesregistret, da Bo Hamburger fredag lidt over middag af Politiken fik overbragt meldingen om, at Danmarks Cykle Union (DCU) ikke agter at benytte ham i landsholdssammenhæng, selv om det både i forbindelse med sidste års VM i Canada og senest ved OL på forskellige niveauer i Danmarks Idræts-Forbund blev fastslået, at der ingen juridisk basis er for at udelukke ham. Den danske olympiske deltager i Athen - og nr. 6 fra de seneste verdensmesterskaber - er ikke at finde blandt de 12 navne, der udgør den bruttotrup, som DCU offentliggjorde med henblik på den forestående medaljestrid i Verona 3. oktober. Mistede mælet Og Hamburger mistede nærmest mælets brug, da Politiken gjorde ham bekendt med den kendsgerning. »Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Det har slet ikke strejfet mig, at denne situation skulle opstå. Jeg har hele tiden taget det for givet, at jeg skulle køre VM. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville blive holdt udenfor igen. Også fordi jeg ikke har fornemmet antydningen af, at det kunne ske«. »Men det er jo typisk, at jeg igen skal høre det gennem pressen. Jeg troede virkelig fuldt og fast på, at alle uoverensstemmelser mellem unionen og mig var bilagt, men nu er det jo indlysende, at det ikke er tilfældet. Der er ingen sportslig begrundelse for, at jeg ikke skulle være med i bruttotruppen, så det kan kun være den gamle sag, der dukker op igen«, konstaterer Bo Hamburger. Frikendt af procedurefejl Komplikationerne i forhold til DCU opstod i kølvandet på den sag, der i 2001 bragte Bo Hamburger i vanskeligheder. Han blev indledningsvis testet positiv omkring de belgiske forårsklassikere, men senere frikendt på grund af en procedurefejl, og lige siden har unionen nægtet at acceptere de forhold, der lå til grund for frikendelsen. Samme argument Gårsdagens pressemeddelelse fra Danmarks Cykle Union indledtes med en bemærkning om, at det er Brian Holm, der har udtaget de 12 ryttere, men det er en sandhed med modifikationer, eftersom han på forhånd havde fået besked på ikke at inddrage Hamburger i sine overvejelser. »Jeg har kun den kommentar, at DCU har den samme holdning til Hamburger som op til OL, og det har jeg indrettet mig efter«, fastslår Brian Holm. Heller ikke DCU's direktør Jesper Worre er synderligt interesseret i at bidrage til en opblussen af den debat, der har givet unionen to nederlag inden for det seneste år. »Jeg har drøftet sagen med Bo Hamburger, efter at du åbenbart overbragte ham nyheden. Der er ikke tale om nogen udelukkelse, men kun om, at vi opretholder den beslutning, som dannede grundlag for, at vi ikke ville indstille Bo til olympisk deltagelse. Og den står i fuld udstrækning at læse på vores hjemmeside. Dér gør vi meget detaljeret rede for vores holdning, og vi mener, at det nu er op til Bo at sørge for, at vi eventuelt kan komme videre. Det er bare ikke sket endnu, og derfor er der heller ingen ændring i vores indstilling«, siger Jesper Worre. DCU-direktøren henviser til en meget udførlig beretning om bevæggrundene til ikke at ville have Bo Hamburger med til OL i Athen - den afgørelse, som DIF's bestyrelse siden omstødte, så Hamburger kunne stille op i den olympiske kappestrid. 'Handler ikke om jura' I den omfattende tilkendegivelse på hjemmesiden, der er signeret af DCU's formand Peder Pedersen, hedder det bl.a.: »Sagen handler ikke om jura - men om at tage stilling i hele den komplicerede debat om doping. Siden 1998 er DCU gentagne gange blevet opfordret til at indføre en konsekvent antidopingpolitik. Det har DCU levet op til, og vi forstår derfor ikke den manglende opbakning fra vores moderforbund DIF i den konkrete sag. DCU dømmer ikke Bo Hamburger, men ønsker at tage sin del af ansvaret i kampen for en ren cykelsport. DCU's bestyrelse tør ikke tage ansvaret for Bo Hamburgers deltagelse ved OL«. Det er disse grundlæggende vurderinger, som nu går igen i nomineringen af VM-bruttotruppen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























